DECA Text&Bild
Gabrielsen og Lindgreens store dag
08. juni 2018 · Jeppe Weinreich
Efter tre år uden forbedringer nåede længdespringer Benjamin Gabrielsen med 7.87 meter omsider ud på nye længder, mens en anden Sparta-atlet, Andreas Lindgreen, satte sine norske konkurrenter til vægs på 1500 meter med 3:43,52 min. - den hurtigste danske tid i to år.
Bislett Stadion i herligt sommervejr. Rammerne fås ikke bedre inden for atletikken – og de tre Sparta-atleter, som havde fået adgang til aftenens stævne, forstod at udnytte det. Benjamin Gabrielsen lagde i længdespring ud med 7.74 meter – hans bedste spring i tre år. Og lige efter fulgte han op med 7.87 meter (+1,5) og fik dermed omsider forbedret de 7.76 meter, som han sprang ved CAG 2015.
”Det var sindssygt dejligt endelig at få hul på bylden. Der var mange ting, der lykkedes i dag, og rammerne var bare i orden. Mine tre efterfølgende spring var vel lige så gode, men overtrådte,” lyder det fra Gabrielsen, der i næste uge fylder 23.
EM
Med dagens notering springer han op fra en femte til en andenplads på alle tiders rangliste (udendørs), og EM i Berlin er nu kun otte cm væk. Foreløbig har han ikke planlagt yderligere konkurrencer før CAG den 26. juni, og troen på EM er selvsagt kun øget.
”Hvis jeg skal klare EM-kravet (7.95m, red.), så kan jeg lige så godt også springe over otte meter,” siger Gabrielsen, der stadig er sat lidt tilbage i træning af en længere sygdomsperiode, han havde i vinter.
Hans træner, Thomas Offersen, kunne ikke få fri fra arbejdet. I stedet var det såmænd den eneste danske 8-meter-springer i historien, Morten Jensen, der nu bor fast i Norge, som hjalp Gabrielsen og Sebastian Pedersen under konkurrencen. Sidstnævnte tog 2. pladsen med 7.52 meter – én cm fra PR.
Lindgreen sætter sine konkurrenter til vægs
Mens Gabrielsens lange spring kom ret uventet for de fleste, lå det nok i luften, at Andreas Lindgreen var god for en personlig rekord på 1500 meteren. Alligevel imponerede han stort ved at sætte sine norske konkurrenter til vægs og vinde med en margin på knap tre sekunder. De 3:43,62 min. er den hurtigste danske tid i to år, og med dén rykker den 20-årige Sparta-løber tættere på et par særdeles gamle rekorder: Tom B. Hansens årgangsrekord (DUR20) fra 1968 (3:41,9) samt Ruben Sørensens U23-rekord fra 1975 (3:40,1). Sidstnævnte har Lindgreen fortsat tre sæsoner til at slette.Det danske EM-krav er sat til 3:39,50. Måske rykker han nærmere allerede tirsdag, hvor hele den hjemlige elite er samlet ved TRACKS på Østerbro.
Bislett Games (forprogram) – Oslo d. 7. juni 2018
1500 meter
1. Andreas Lindgreen, Sparta 3:43,52 min. PR
2. Ferdinand Kvan Edman NOR 3:46,39
Længdespring
1. Benjamin Gabrielsen, Sparta 7.87 meter (+1,5) PR
2. Sebastian Pedersen, Sparta 7.52 meter SB
Resultatliste¨