Loading...

(foto: Alex de la Osa / University of Florida)

Udland – fredag

Hari & Vedel nr. 4 ved NCAA / Nyt sæsonbedste af Bube

09. juni 2018 · Jeppe Weinreich

Kristoffer Hari og Benjamin Lobo Vedel fik en flot afslutning på deres første år som college-atleter. Sidstnævnte imponerede på 4x400 meter med en split-tid på 44,90 sek.

Både Kristoffer Hari og Benjamin Lobo Vedel fik en fin afslutning på deres første år som college-atleter, da de natten til lørdag ved NCAA i Eugene blev nr. 4 med deres respektive stafethold. Som i semifinalen løb Hari første tur for Arkansas’ 4x100 meter hold, der kom i mål i tiden 39,01 sek. – noget langsommere end holdets 38,54 sek. fra semifinalen.

Benjamin Lobo Vedel løb sin bedste 400 meter denne sæson. Da han overtog depechen ved andet skifte, lå Florida Gators på en 4. plads, men han fik bragt sit hold helt op på siden af nr. 3, Louisiana, inden de igen røg ned. Med split-tiden 44,90 sek. var Vedel hurtigst af alle på 3. turen. Michael Norman fra USC løb i mål i ny college-rekord 2:59,00 – 2,83s foran Florida. Det skete bare halvanden time efter, at han havde gjort det samme individuelt med 43,62 sek. Trods regn blev der leveret vanvittigt stærke resultater. Rai Benjamin løb således 47,02 sek. på 400 meter hæk – den næst hurtigste tid nogensinde!

Samlet sluttede Vedel og Florida på en 2. plads. Det er tiende år i træk, at de slutter i top-3. Dermed tangerer de en college-rekord, som Haris hold, Arkansas Razorbacks, har haft.

Sæsonbedste af Bube
Andreas Bube bekræftede fredag aften i Polen, at han er i fremragende form, da han med 1:46,43 min. forbedrede sit sæsonbedste på 800 meter. Det rakte til en 5. plads i et meget stærkt felt, hvor han bare var 0,32s fra europamesteren Adam Kszczot (POL) på 2. pladsen. Første omgang var relativt langsom med en splittid for haren på 52,27 sek., så måske er der allerede søndag en ny forbedring på vej, når Bube er på banen ved Bauhaus Galan i Stockholm.

I Nijmegen havde Thijs Nijhuis (Viborg AM) længe sigtekornet rettet mod ny PR 13:40,00 min. Fra 2 til 3,5 km måtte han trække feltet for at holde tempoet, og det kostede for meget, hvorfor han desværre udgik ved 4 km.


Resultater 8. juni 2018
NCAA-finale – Eugene OR
4x400 meter
1. USC 2:59,00 min.
2. Texas 2:59,91
3. LSU 3:00,56
4. Florida Gators 3:01,83
(Benjamin Lobo Vedel 3. tur - splut 44,90s)

4x100 meter
1. Houston 38,17 sek.
2. Ohio 38,75
3. Florida 38,89
4. Arkansas Razorbacks 39,01
(Kristoffer Hari 1. tur)
Resultater

64. ORLEN Memoriał Janusza Kusocińskiego
800 meter
1. Ferguson Rotich KEN 1:45,70 min.
2. Adam Kszczot POL 1:46,12
5. Andreas Bube DK-Bagsværd AC 1:46,43 SB
Resultatliste

Anhalt 2018 - Dessau (DE)
Stangspring
1. Sam Kendricks USA 5.70 meter
1. Shawn Barber CAN 5.70
7. Rasmus W. Jørgensen, DK-Sparta 5.20 - dansk årsbedste
Resultater

© Copyright Dansk Atletik Forbund