Freja Wærness flankeret af sine to "harer", Nanna Muurholm & Mille B. Olesen. (foto: Lars Kristiansen)
Freja Wærness VM-klar efter forrygende løb
21. juni 2018 · Jeppe Weinreich
Med 2:06,66 min. forbedrede 18-årige Freja Wærness onsdag aften ikke bare en mosgroet klubrekord i Aalborg AM - hun kom også klart under kravet til VM-U20.
Så lykkedes det for Freja Wærness. Efter at have gjort flere lovende angreb i løbet af sæsonen, knækkede det 18-årige Aalborg-talent onsdag aften omsider kravet til VM-U20 (2:08,00) på 800 meter – og endda eftertrykkeligt; i mål blev hun nemlig noteret for 2:06,66 min. Tiden er ikke bare en forbedring af hendes PR med lige knap to sekunder, men også af den 45 år(!) gamle klubrekord i Aalborg AM. Hun rykker samtidig op som nr. 15 gennem tiderne.
Da Frejas hidtidige PR blev sat ved DT i Skive i sidste måned, satte Nanna Muurholm tempoet. Det gjorde hun så igen i aften med hjælp af endnu et ungt Aalborg-talent, Mille B. Olesen. De sidste 300 meter måtte Freja dog klare selv, og det gjorde hun på forrygende vis. Også nr. 2 i mål, syvkæmperen Mathilde Diekema (1900), imponerede med PR 2:10,44 min.
Freja Wærness fik et mindre gennembrud i fjor, da hun ved landskampen i Vaasa kvitterede for udtagelsen på 400 meter med en stor PR-forbedring til 56,38 sek. Før i år havde hun kun løbet 800-meter-distancen en enkelt gang, men sammen med sin nye træner, Lars Kristiansen, satte hun fra januar i år og frem til den 19. maj PR otte gange i træk, inden hun i de næste tre løb ikke kom nærmere på VM-kravet.
I forvejen er Mia Helene Mørck (Bagsværd AC) kvalificeret på 800 meter til VM-U20, som afvikles i Tampere (FIN) i næste måned.
Onsdagsstævne - Aalborg d. 20. juni 2018
Resultatliste