(arkivfoto: DECA Text&Bild)
Kløjgård bekræfter sit nye høje niveau: 2.20m i Tyskland
23. juni 2018 · Jeppe Weinreich
Jonas Kløjgård bekræftede lørdag sit nye høje niveau, da han ved Bühler Hochsprungmeeting kom over 2.20 meter og bl.a. slog europamesteren Gianmarco Tamberi.
Jonas Kløjgård afsluttede lørdag i Tyskland på fornemste vis første halvdel af sæsonen ved at klare 2.20 meter. Kun tre gange i karrieren har han sprunget højere, og nu venter der en stævnepause, mens der arbejdes med EM i Berlin som det indlysende store mål. Det fornemme resultat blev klaret i tredje forsøg og rakte til en 6. plads ved stævnet, som blev vundet af mexicaneren Edgar Rivera med 2.26 meter. Med europamesteren Gianmarco Tamberi på 7. pladsen fik Kløjgård samtidig taget en vigtig "skalp.".
Allerede under opvarmingen klarede Kløjgård 2.20 meter. Han gik ind i konkurrencen på 2.10, som blev klaret i andet forsøg; derefter fulgte 2.14 i første, de 2.20 i tredje, inden 2.23 meter blev endestation.
"Jeg havde ikke pakket de gyldne ben denne gang, teknikken var heller ikke noget at prale af. Jeg følte ikke helt, at jeg havde det ekstra, som jeg havde i Skive og Essen (2.26 og 2.23m, red.), men alt i alt en o.k konkurrence. Nu tager jeg en pause fra konkurrencerne, så jeg bliver 100 procent klar til EM både teknisk og fysisk," lyder det fra den 20-årige Aarhus 1900-atlet, som inden for de seneste fem uger har præsteret fire af karrierens seks bedste noteringer.
Kvalifikationen i højdespring ved EM i Berlin afvikles torsdag d. 9. august. Finalen finder sted to dage senere.
Bühler Hochsprungmeeting . Bühl (DE) d. 22. juni 2018
1. Edgar Rivera MEX 2.26 meter
2. Mateusz Przyzbulko POL 2.23 meter
3. Joel Castro PUR 2.20 meter
6. Jonas Kløjgård DK-Aarhus 1900 2.20 meter
Resultatliste
Kløjgårds seks bedste konkurrencer
2.26m Skive 2018
2.23m Eskilstuna SWE 2015
2.23m Essen GER 2018
2.20m Mannheim GER 2015
2.20m Bühl GER 2018
2.19m Aarhus 2018