To gange top-3. (Facebook/Aarhus Motion)
Thijs spurter sig til sejr i Aarhus / Ny PR til Andreas Lindgreen
25. juni 2018 · Jeppe Weinreich
Thijs Nijhuis triumferede ved stor løbsfest i Aarhus, mens Andreas Lindgreen i Belgien præsterede den hurtigste danske 1500-meter-tid i to år.
11.000 deltagere sørgede for en flot løbssøndag ved BESTSELLER Aarhus City Halvmarathon, hvor Thijs Nijhuis (Viborg AM) og Tom V. Wade (HMRC) var de to klart hurtigste. Begge bor i byen, men løber ikke for en lokal klub. Men hvad gør det; begge sørgede for en underholdende dyst, hvor afgørelsen først faldt på de sidste 100 meter hen ad Frederiks Allé. En stærkt udmattet Nijhuis kæmpede sig først over målstregen – tre sekunder foran Wade, mens Jesper Faurschou (Herning LK) et stykke efter tog 3. pladsen. Hos kvinderne blev det til dobbeltsejr for den lokale løbeklub Runaar. Amalie Haughuus satte ikke bare ny PR, men formåede med 1:16,54 også at slå Louise Langelund Battings løbsrekord fra 2016. Den tidligere topløber, Sara Sig Hannibal, – mor til to små børn – løb med uden for klubregi og lå længe på 2. pladsen, inden hun på det sidste stykke måtte se sig slået af Mathilde Fiil Hjorth, der siden 7. pladsen ved DM Halvmaraton 2016 ikke har gjort meget væsen af sig, men nu satte ny PR med 1:19,58. Malene Munkholm (Sparta) imponerede på 8. pladsen med ny dansk masters-rekord i 50+-klassen 1:21,41 time.
Ny PR til Lindgreen
Tallene lyver ikke i Andreas Lindgreens tilfælde; den 20-årige Sparta-løber er i sit livs form. Søndag blev det i Lokeren (BEL) til en ny PR på 1500 meteren, da han ved stævnet kom ind som nr. 3 i 3:43,41 min. – en lille forbedring af den tid, han løb i Oslo for nylig med 0,11s. Dermed har han i indeværende måned præsteret karrierens tre hurtigste tider, og der kunne meget vel komme en fjerde, når han på næste fredag (29/6) løber distancen i Sollentuna. Forinden gælder det dog tirsdagens CAG, hvor han stiller op på 800 meter. Ved stævnet var der sæsonbedste til Andreas Lommer (OA/OGF), som med 3:49,82 min. blev den foreløbig 10. dansker under 3:50,00 denne sæson, mens en anden Odense-løber, Laura Møller, ligeledes satte SB, da hun vandt B-heatet på 800 meter i 2:10,78 min. - resultater
Wærness under VM-krav igen
På 2. dagen af Bauhaus Junioren-Gala i Mannheim løb Freja Wærness (AAM) for andet stævne i træk under kravet på 800 meter til VM-U20, da hun på 6. pladsen i A-heatet løb karrierens næstbedste tid: 2:07,71 min. I diskoskast kom Annesofie Hartmann (Hvidovre AM) ikke tættere på førnævnte krav med en 8. plads på 46.76 meter. - resultater
BESTSELLER Aarhus City Halvmarathon - 24. juni 2018
Mænd
1. Thijs Nijhuis, Viborg AM 1:05,53 time
2. Thomas V. Wade, HMRC 1:05,56
3. Jesper Faurschou, Herning LK 1:07,37
Kvinder
1. Amalie Haughuus, Runaar 1:16,58 PR/løbsrekord
2. Matilde Fiil Hjorth, Runaar 1:20,02 PR
3. Sara Sig Hannibal, ingen klub 1:20,09
Resultater
(rettelse 26/6: De først angivne tider var nettotider - de er nu rettet til bruttotider)