(foto: DECA Text&Bild)
VU-Spelen er i gang...
29. juni 2018 · Jeppe Weinreich
Det gigantiske stævne på Ullevi åbnede fredag morgen og fortsætter med fuldt tryk frem til og med søndag aften. Dansk atletik er som vanligt stærkt repræsenteret i de store felter, der rummer 8.500 starter.
Når Världsungdomsspelen åbner i dag i Göteborg, er det med et rekordstort antal på 8.500 starter. Ifølge arrangørerne kunne tallet have været 10.000, om der havde været fri tilmelding.
Dansk atletik er selvfølgelig stærkt repræsenteret fra de yngste klasser og op til senior, hvor flere profiler stiller til start. Det gælder bl.a. rekordaktuelle Mette Graversgaard (1900) på 100 meter hæk og de tre længdespringere fra Sparta: Sebastian Pedersen, Benjamin Gabrielsen og Andreas Trajkovski, som gav hinanden en flot dyst ved CAG for nylig. Ved den lejlighed satte Janne Nielsen PR i længdespring med 6.11 meter. I Göteborg er den formstærke 1900-atlet med i sin primære disciplin trespring, hvor drømmemålet er EM-kravet på 13.90 meter og dermed dansk rekord. At der kan springes langt på Ullevi, er velkendt. Morten Jensen satte ved stævnet i 2005 sin gældende danske rekord på 8.25 meter, ligesom at trespringer Peder P. Nielsens PR (16.73m) stammer derfra. Der er udsigt til perfekte forhold: Sol, 22 grader og kun lidt vind.
Lørdag og søndag kan konkurrencerne følges via live-streaming. Resultater og startlister finder man HER.