(foto: Hasse Sjögren/DECA)
Fin dansk åbning i Györ
05. juli 2018 · Jeppe Weinreich
Mens Tazana Kamanga-Dyrbak som ventet let løb sig videre til semifinalen på 100 meter, kastede Katrine Fjerbæk Olsen helt op til sit bedste med 60.15 meter – bare 80 cm fra en uventet plads i hammerkastfinalen.
Katrine Fjerbæk Olsen - der først kvalificerede sig til EM-U18 i 11. time – viste med al tydelighed, at hun havde niveauet til at være med blandt Europas bedste. Med 60.15 meter landede hun på en samlet 17. plads ud af 32 deltagere og var blot 80 cm fra en højst uventet finaleplads. For bare 15 dage siden havde talentet fra Skive AM aldrig kastet længere end 56.29 meter, men i den seneste tid har hun rykket sig gevaldigt til 60.41 meter, og kastet i dag er hendes tredje konkurrence på stribe over de 60 meter.
"Det var virkelig flot af Katrine. Selvfølgelig er hun ærgerlig over at være så tæt på finalen, men ellers er hun og træneren (Knud V. Hansen, red.) tilfredse," lyder det fra holdleder Charlotte Beiter Bomme.
Forinden havde Tazana Kamanga-Dyrbak åbnet den danske indsats på fin vis, da han sikkert løb sig videre til aftenens semifinale på 100 meter med 10,89 sek. i modvind (1,8 m/s). Det var den 10. hurtigste tid blandt de 42 deltagere.
(DECA Text&Bild)
EM-U18 – Györ (HUN) 5.-8. juli 2018
1. dag (formiddag)
Hammerkast K kval. (samlet stilling)
1. Valeriya Ivanenko UKR 74.36 meter Q
12. Panayióta Friggi GRE 60.95 meter q
17. Katrine Fjerbæk Olsen DEN 60.15 meter
(57.49-55.60-60.15)
(32 deltagere)
100 meter M indl.
Heat 2 (-1,8)
2. Tazana Kamanga-Dyrbak DEN 10,89 sek. Q
(samlet den 10. hurtigste tid)
Resultater
Aftenens program:
19.10 100 meter semifinale (Tazana Kamanga-Dyrbak)
19.32 3000 meter direkte finale (Alexander T. Nikolaisen & Anton Østdal)
(se det live på www.european-athletics.com)