Tazana yderst til højre. (foto: DECA Text&Bild)
Nr. 6!: Tazana booker billet til Ungdoms-OL i Buenos Aires
07. juli 2018 · Jeppe Weinreich
Tazana Kamanga-Dyrbak fortsatte fredag sin fine indsats ved EM-U18 med en 6. plads i 100-meter-finalen. Et par timer forinden havde han vundet sit indledende 200-meter-heat i PR 21,56 sek. Personlig rekord var der også til Jeppe Risvig i forhindringsløbet. Det rakte dog ikke til en plads i finalen.
Tazana Kamanga-Dyrbaks internationale debut har været en stor succes – og den er ikke slut endnu. Fredag aften klarede Sparta-atleten i 100-meter-finalen den 6. plads, som var målet. Den betyder nemlig, at han kvalificerer sig til Ungdoms-OL i Buenos Aires på den sidste europæiske kvoteplads. 10,78 sek. lød hans tid på – 0,06s fra den bronzemedalje, som gik til Norges Pål Haugen Lillefosse.
Tazanas EM-indsats i Ungarn er dog langtfra slut. Et par timer inden finalen vandt han nemlig sit indledende 200-meter-heat i PR 21,56 sek. Nu venter der en semifinale lørdag og - bestemt ikke usandsynligt – senere på dagen en finale. Tazanas tid var således den 4. hurtigste af alle. Kun Kristoffer Hari har i hjemlig kontekst løbet stærkere på samme alderstrin. På 200 meter har Europa 11 kvotepladser ift. Ungdoms-OL.
Personlig rekord til Jeppe Risvig
Dagens sidste mand i aktion, Jeppe Risvig, var havnet i heat 1 på 2000 meter forhindring. Her blev der løbet alt andet end taktisk, og efter et par omgange måtte den 16-årige skibonit slippe kontakten med førerfeltet. Risvig fik kæmpet sig i mål på en fin 9. plads i ny personlig rekord 6:05,00 min. En spinkel chance for at gå videre på tid, levede før det andet heat, men det blev ved håbet. Samlet sluttede han som nr. 17.
Dermed er Tazana Kamanga-Dyrbak sidste mand tilbage ved EM-U18.
EM-U18 – Györ (HUN d. 5.-8. juli 2018
2. dag
100 meter finale (+0,3)
1. Raphael Bouju NED 10,64 sek.
2. Dominik Illovsky HUN 10,70 sek.
3. Pål Haugen Lillefosse NOR 10,72 sek.
6. Tazana Kamanga-Dyrbak DEN 10,78 sek.
200 meter indl.
Heat 2 (+1,6)
1. Tazana Kamanga-Dyrbak DEN 21,56 sek. PR Q
(4. hurtigste tid af alle)
2000 meter forhindring indl.
Heat 1
1. Pol Oriach ESP 5:52,56 min. CR Q
9. Jeppe Risvig DEN 6:05,00 min. PR
(samlet nr. 17 ud af 24)
Alle resultater
Lørdagens program
11.28 200 meter semi. heat 2 (Tazana Kamanga-Dyrbak)
19.49 evt. finale 200 meter
Tv:
Eurosport2 9.48-12.50
Eurosport1 16.58-19.01
Eurosport2 19.01-21.30)