Loading...

Anna Ø. Lange i syvkampens næstsidste disciplin. (DECA Text&Bild)

VM-U20 – Tampere 10.-15. juli (4. dag)

Flot fight belønnet: Anna erobrer 38 år gammel rekord

13. juli 2018 · Jeppe Weinreich

Med en fornem afslutning på 800 meter endte Anna Ø. Lange på 5234 point i syvkampen. En forbedring på 109 point af den danske U20-rekord, som havde stået siden 1980.

TAMPERE – Hun nåede at gå hele følelsesregistret igennem på de to dage, en syvkamp varer. Fra skuffelse og ærgrelse over en lille, men dyr fejl i den første øvelse til glæde og forløsning efter en optimal 2. dag – og ikke mindst en fornem afslutning på 800 meteren. Så kunne regnen passende falde, og det gjorde den så over de udmattede, men lykkelige syvkæmpere.

De nøgterne tal er, at hun med 5234 point lægger 109 point til den U20-rekord, som Anita Sølyst satte i 1980. I løbet af de sidste to discipliner fik den 18-årige, nybagte student fra Greve Atletik rykket sig fire pladser op til en 20. plads i klassementet. En kollision med en hæk i dagens første øvelse kostede med stor sandsynlighed godt 150 point og tre placeringer. Efter 1. dagen præsterede hun med 5.59 meter i længdespring og 44.03 meter i spydkast karrierens næstbedste resultat i de respektive øvelser, inden hun på den afsluttende 800 meter med 2:23,12 min. kappede 2,69 sek. af sin PR. Efter en jævn præstation i 1. dagens højdespring kom vendepunktet præcis i tredje runde af kuglestød, hvor hun efter to halvkiksede forsøg brød de 13 meter for første gang. Herefter kørte det som smurt.

Lange kugle
(DECA Text&Bild)

Ny forbedring på vej?
”Det var virkelig svært efter den første øvelse. Dér måtte jeg lige arbejde med at hive hende op ved håret. Men det er hun faktisk meget god til selv at gøre,” lyder det fra træner Thomas Andersson, der regner med, at rekorden ikke får lov at stå længe. Den 18.-19. august er der nemlig DM Mangekamp i Silkeborg, og med dagens præstation – der viste, at hun har kapacitet til 5400 point – er U20-atleten bestemt én, der kan blande sig i seniorernes topstrid.

Ved EM-U18 i 2016 satte hun dansk U18-rekord. Efter at en brækket fod – hækkeløb igen - ødelagde sæsonen 2017, gjorde hun i dag det samme i U20-regi. Næste år er der EM-U23 i Sverige, og her spøger en anden gammel rekord: Dorte Kleins U23-rekord på 5549 point, sat i 1982. Den har hun nu de kommende tre år til at arbejde sig ind på.

”Lige nu er jeg bare stolt over, at jeg kunne rejse mig op efter den første øvelse, for det kiks ødelagde rigtig meget.”


Syvkamp - slutstilling
1. Niahm Emerson GBR 6253 point World Lead
2. Sarah Lagger AUT 6225 NR-U20
3. Adrianna Sulek POL 5939 point NR-U20
20. Anna Ø. Lange DEN 5234 point NR U20
(15,76s - 1.56m - 13.10m (PR) - 25,81s (SB) / 5.59m (SB) - 44.03m - 2:23,12min (PR))
(26 deltagere)
Samlet stilling

© Copyright Dansk Atletik Forbund