(foto: Hasse Sjögren/DECA)
Caspers finaledrøm glipper med 69 cm
14. juli 2018 · Jeppe Weinreich
Casper Jørgensen sluttede i lørdagens kvalifikation som nr. 19 – bare 69 cm fra en plads i diskoskastfinalen. Dermed er alle danske atleter færdige ved dette VM.
TAMPERE - Søndag er sidste dag ved VM-U20, og det bliver – desværre - den første dag uden dansk deltagelse. Det står klart efter lørdagens kvalifikation i diskoskast, hvor Casper Jørgensen måtte se sig slået ud med resultatet 56.02 meter. I det tætte opløb, hvor nr. 10-19 lå inden for bare 84 cm, klemte chileneren Claudio Romero sig med som den 12. og sidste med et kast på 56.71 meter – altså sølle 69 cm længere end det danske diskos-håb, der sluttede som nr. 19. Caspers diskos fløj for lavt i første runde, hvor han blev noteret for 52.70 meter. Tredje kast blev dømt overtrådt, men det var ikke længere end de 56.02 fra 2. omgang.
”Vi vidste, at muligheden var der. Casper så skarp ud i opvarmningen uden for stadion, men knap så skarp i prøvekastene inde på stadion. 56.02 meter er inden for det område, man kan forvente af ham, men selvfølgelig ærgerligt, at han ikke rammer den helt i dag,” lyder det fra holdleder Carsten Bomme, der også er personlig træner for det store talent, der i stedet for en VM-finale nu må flytte fokus til NM-U20 i Hvidovre om fire uger.
”Casper har flyttet sit niveau i år. Han har den rigtige indstilling til træning, og fremtiden tegner lys,” siger Bomme om den 19-årige kaster, der fra næste år skal kaste med den 250 gram tungere senior-diskos.
At en VM-kvalifikation i kast stiller særlige krav til den mentale styrke, blev igen understreget. Således røg verdensranglistens nr. 2, sloveneren Kristjan Ceh ud, mens etteren – Mohamed Moazz fra Qatar – først reddede sig i finalen i sidste hug.
VM-U20 – Tampere 10.-15. juli 2018
5. dag
Diskoskast M kval. – samlet stilling
1. Yauheni Bahutski BLR 61.72 meter Q
12. Claudio Romero CHI 56.71 meter q
19. Casper Jørgensen DEN 56.02 meter
(34 deltagere)
Alle resultater