Kathrine Bebe til venstre på skamlen på det store stadion, som næste sommer danner ramme om atletikkonkurrencerne ved European Games. (foto: Carsten Bomme)
Bebe vinder hviderussisk sølv
21. juli 2018 · Jeppe Weinreich
Tre danske kastere stillede fredag til start ved de åbne hviderussiske mesterskaber i Minsk. Bedst gjorde Kathrine Bebe det med en sølvmedalje i diskoskast.
Engang forekom det nok mange som lukket land, men siden 2017 har man som dansker kunnet rejse til Hviderusland uden visum (om opholdet ikke varer mere end fem dage). De nationale mesterskaber i atletik er også – modsat de danske – åbne. Det betød, at Kathrine Bebe efter en fin præstation i diskoskast fredag kom på præmieskamlen i Minsk og modtog en sølvmedalje for et kast på 53.24 meter.
Bebe havde sammen med de to andre Sparta-kastere, Lisa Brix og Trine Mulbjerg, samt landstræner Carsten Bomme taget turen til den hviderussiske hovedstad, og selvom det ikke gav en ny personlig rekord, så var der altså en sjælden medalje til samlingen. Bebes jævnbyrdige rival, Lisa Brix, ramte ikke dagen og måtte nøjes med 49.63 meter. Dermed bragte Bebe sig foran 7-4 i denne sæsons indbyrdes møder. I kuglestød var Trine Mulbjerg med 15.13 meter også lidt under sit vanlige niveau.