Efter den danske rekord i Lausanne. (Jiro Mochizuki)
Dansk stafethold får grønt lys til historisk EM-start
24. juli 2018 · Jeppe Weinreich
Det kvindelige landshold på 4x100 meter sluttede kvalifikationsperioden blandt de 16 bedste hold i Europa og er dermed klar til at løbe ved EM i Berlin d. 12. august. Tirsdag blev fem navne til holdet officielt udtaget.
Sammenhold gør stærk – også i en individuel sportsgren som atletik. Det kan Danmarks hurtigste kvinder på 100 meteren skrive under på. Under cheflandstræner Piotr Haczeks ledelse har de i løbet af sæsonen løbet 4x100 meter ved flere store europæiske stævner i jagten på en EM-billet. Med en dansk rekord på 44,95 sek. i Lausanne d. 6. juli og senest 45,06 sek. ved Diamond League i London sidste søndag sluttede holdet lige akkurat blandt de 16 bedste nationer, som får start i de to semifinaleheat ved EM.
At kalde EM-deltagelsen historisk, er ingen tilsnigelse. Nok har dansk atletik har to gange tidligere stillet med et kvindeligt 4x100 meter ved et stort mesterskab, men det var ved OL i 1948 – hvor holdet i finalen blev nr. 5 – og ved VM i 1983. Ved sidstnævnte lejlighed blev der med 45,04 sek. sat en dansk rekord, som først blev slået for mindre end tre uger siden.
En målrettet satsning
”Dét at vi nu er lykkedes med at få et 4x100m stafethold kvalificeret til EM i Berlin, skal helst ikke være en éngangsforestilling. Det har naturligvis krævet ”blod, sved og tårer” på holdet at satse målrettet på EM, og det har også været nødvendigt at gå på kompromis med den individuelle planlægning for sæsonen. Til gengæld har satsningen også givet adgang til og erfaringer med at konkurrere til internationale stævner på højeste niveau," lyder det fra elitechef i DAF, Bo Overgaard. "Udover de rent sportslige præstationer, så vil jeg også gerne fremhæve, at holdet har formået at kommunikere og brande dansk atletik på fornemmeste vis – de har givet os lyst til at følge deres satsning helt tæt på."
Pre-camp i Polen
Det indledende heat på 4x100 meter afvikles på mesterskabernes sidste dag, søndag d. 12. august. Allerede torsdag rejser de fem sprintere sammen med Piotr Haczek på ”pre-camp” i Polen for at forberede sig.
”For mig handler en stafetsatsning rigtig meget om, at vi skal have et klart og tydeligt fælles mål, som alle kan se sig selv i fra start. Derudover er det uundgåeligt, at man bliver testet på ens evner til at gå på kompromis, og det er nødvendigt at prioritere benhårdt i forhold til mulighederne for at konkurrere i internationalt regi. Disse ting har vi taget afsæt i for både vores herre- og damestafet-hold i år, og det giver nogle spændende perspektiver for fremtiden, at der er nogen, der nu har vist vejen,” lyder det fra Haczek, som understreger, at det først vil blive besluttet i de sidste dage op til starten, hvilke fire løbere som kommer til start.
Belgien - som på kval-listen endte på en 15. plads lige foran Danmark - har valgt ikke at sende et hold af sted. Det betyder, at Cypern som nr. 17 tager den sidste plads.
De fem navne til det danske landshold på 4x100 meter ved EM i Berlin (6.-12. august:
Louise Østergård (Randers Freja) - født 12/6-1994
- Sølvvinder ved DM-inde 2018 på 60 meter / personlig rekord på 100m: 11,89 sek. / træner: Rene Kvist
Ida Karstoft (Sparta) - født 29/10-1995
Regerende dansk mester på 200 meter indendørs / personlig rekord på 100m: 11,94 sek. / 2 kampe for A-landsholdet i fodbold (2015) / træner: Michael Jørgensen
Mette Graversgaard (Aarhus 1900) - født 5/10-1995
Dansk rekordholder på 100 meter hæk (13,39s) / personlig rekord på 100m: 11,90 sek. / træner: Mikkel Larsen
Mathilde U. Kramer (Frederiksberg IF) - født 15/3-1993
Regerende dansk mester på 100 meter / Deltog ved VM-inde (2018) på 60 meter / personlig rekord 11,59 sek. / træner: Poul Beck
Astrid Glenner-Frandsen (Københavns IF) - født 11/4-1993
Sølvvinder ved DM 2017 på 100 meter / personlig rekord 11,98 sek. / træner: Christian Laugesen
De fire øverste navne udgjorde - i nævnte rækkefølge - holdet, som satte den gældende danske rekord. Ingen af dem er kvalificeret i individuelle discipliner.
Den endelige danske trup til EM i Berlin (6.-12. august) bliver udtaget den 30. juli – dagen efter deadline for kvalifikation. Udover stafetholdet har seks individuelle atleter foreløbig klaret kravet.