Loading...

(foto: Lone Dybdal & DECA Text&Bild)

Memorial Rasschaert – Ninove (BEL)

Tre stærke tider i Belgien

29. juli 2018 · Jeppe Weinreich

Andreas Lindgreen var lørdag aften igen tæt på sin PR på 1500 meter, mens Mikkel Dahl-Jessen og Dagmar F. Olsen kunne tage fra Belgien med nye personlige rekorder.

Forrige lørdag var Andreas Lindgreen i Heusden-Zolder blot 0,47 sek. fra at sætte PR på 1500 meteren. I går var den 20-årige Sparta-løber igen på banen i Belgien, og her var han med heatsejr i 3:41,91 min. endnu tættere på, nemlig 0,35 sek. Dermed har han inden for de seneste to måneder præsteret karrierens syv hurtigste tider. EM-kravet (3:39,50) viste sig i denne omgang aom for hård en nød at knække for det store talent, som nu i stedet kan fokusere på Store DM om fire uger, hvor han kan vinde sin første senior-titel. Her bliver Mikkel Dahl-Jessen forventeligt en af hans stærkeste konkurrenter. AGF-løberen kom i lørdagens heat ind på 2. pladsen efter Lindgreen i 3:43,18 min. – en forbedring på 1,45 sek. af hans PR og klubrekord.

Får ram på syv år gammel PR
På kvindernes 800 meter kom Dagmar F. Olsen (Sparta) ind som nr. 5 i sit heat. Med tiden 2:07,03 min. lykkedes det hende omsider at forbedre den PR, som hun satte for syv år siden som Allerød-løber.

Netop kvindernes 800 meter kan blive en af topøvelserne ved Store DM. Udover det fine niveau i disciplinen i år forlyder det nemlig, at Anna Emilie Møller – der vandt titlen i 2016 – igen vil stille op på distancen.  

Memorial Rasschaert – Ninove (BEL) 28. juli 2018
1500 meter M
Heat 1
1. Andreas Lindgreen, Sparta 3:41,91 min.
2. Mikkel Dahl-Jessen, AGF 3.43,18 min. PR

”After Program”
800 meter K
Heat 1
5. Dagmar F. Olsen, Sparta 2:07,03 min. PR
1500 meter M
Heat 1
11. Mikael Johnsen, AGF 3:49,70 min.
Resultatliste

© Copyright Dansk Atletik Forbund