(foto: Michael Hyllested)
Anna Møller stempler ind til EM med 1500-meter-PR
02. august 2018 · Jeppe Weinreich
Med 4:11,08 min. ved torsdagens TRACKS på Østerbro satte Anna Emilie Møller ikke bare personlig rekord på 1500 meter, men præsterede også den hurtigste tid af en dansk kvinde i 15 år.
Nok vil både scenen og disciplinen være en ganske anden, når Anna Emilie Møller om otte dage skal løbe det indledende heat ved EM i Berlin. Alligevel var torsdagens 1500 meter ved TRACKS på Østerbro Stadion en brugbar optakt til det vigtige løb. Med personlig rekord 4:11,08 min. – knap et sekund hurtigere end hendes hidtil bedste tid fra juni 2017 - fik den 21-årige Blovstrød-løber bekræftet, at formen er tæt på at være så god, som da hun satte sin danske rekord på 3000 meter forhindring ved OL i Rio.
”Jeg håber på, at jeg er i lige så god form nu. Samtidig har jeg fået forbedret min teknik over forhindringerne, så der er bestemt en pæn mulighed for en god tid, men det handler bare om, at jeg skal gøre mit bedste i Berlin – så må vi se, hvor langt det rækker,” lød det efter løbet fra Anna, der som den ambitiøse løber hun er, ikke kunne lade være med at ærgre sig lidt over at være så tæt på de 4:10,7 min., som Loa Olafssons 40 år gamle (!) U23-rekord lyder på. Træner Kersti Jakobsen var dog hurtig til at få hende på andre tanker. ”Nej, Anna, du løb helt perfekt i aften. Det var så flot!”
Placeret i A-heatet som eneste kvinde savnede Anna ikke modstand. Hun lå bagerst i feltet med Jens Søndergaard Jensen som pacemaker. Dét job udførte AGF-løberen – som forinden lige havde løbet en 5000 meter i 14:39,15 min. – til topkarakter. De to første omgange lå en anelse over 4:11-tempo, men på de sidste par omgange formåede Anna at øge tempoet en anelse. Helt fremme vandt Rasmus Gregersen (OA/OGF) i personlig rekord 3:53,91 min.
Perfekt vejr
Et fuldstændig perfekt vejr gjorde sig gældende på Østerbro torsdag aften, og der var – som altid – adskillige personlige rekorder i de mange heats. Bl.a. gik Mia Helene Mørck (Bagsværd AC) op i distance og fik i B-heatet på 1500 meter lavet en stor PR-forbedring til 4:23,12 min. Ved NM-U20 i Hvidovre om ti dage løber hun favoritdistancen 800 meter, mens det ikke bliver til deltagelse ved Store DM, idet hun den 15. august drager til USA for at starte på college i Nebraska. Andreas Trajkovski (Sparta) vandt 200 meteren (foto nedenfor) i sæsonbedste 21,62 sek., mens han på den halve distance måtte se sig besejret af Frederik Schou-Nielsen (Sparta), der med 10,68 sek. tangerede sit sæsonbedste. Endelig var der personlig rekord til Andreas Lommer (OA/OGF), som vandt 5000 meteren i 14:22,87 min.
9. runde af TRACKS afvikles på tirsdag (7/8) i Aarhus med AGF som arrangør.
TRACKS 8 – Østerbro d. 2. august 2018
Udvalgte resultater
100 meter M (-0,5)
1. Frederik Schou-Nielsen, Sparta 10,68 sek. =SB
2. Andreas Trajkovski, Sparta 10,73 sek.
200 meter M (+0,3)
1. Andreas Trajkovski, Sparta 21,62 sek. SB
1500 meter A-heat
1. Rasmus Gregersen, OA/OGF 3:53,91 min. PR
Anna Emilie Møller, Blovstrød 4:11,08 min. PR
B-heat
Mia Helene Mørck, Bagsværd AC 4:23,12 min. PR
5000 meter M
1. Andreas Lommer, OA/OGF 14:22,87 min. PR
2. Peter G. Ejersbo, OA/OGF 14:39,03
3. Jens Søndergaard Jensen, AGF 14:39,15
Trespring M
1. Mikkel Ringsted, KIF 14.43 meter
100 meter hæk K (+0,8)
1. Thea Haahr, Sparta 14,43 sek.
2. Nathalie Richter, Aalborg AM 14,94 sek.
Resultatliste