Ny kandidat til DAF’s bestyrelse: Jeg samler på gode dage
07. august 2018 · DAF
Når DAF’s årsmøde finder sted i oktober i år, skal årsmødedeltagerne til at tage stilling til en ny kandidat til en vakant plads i DAF’s bestyrelse. Den første har allerede meldt sig, for på opfordring fra bestyrelsen har den 57-årige Bent Jensen fra Skive AM valgt at stille op.
Bent Jensen træder ind på den vakante bestyrelsespost i forbundet allerede under EM i Berlin, hvor han deltager i bestyrelsens møder. Formelt kan han dog først vælges til bestyrelsen ved årsmødet i oktober.
Personer med god hukommelse vil huske Bent Jensen som en talentfuld mellemdistanceløber, der var en del af Skive AM’s succesrige løbertrup i 80’erne – blandt andet med 3.57,97 min. på 1500 m i 1986. Andre ved muligvis også, at han er gift med Annette Nørgaard Jensen, en af hovedkvinderne bag Skive AM’s stærke profil som vært for danske og vestdanske mesterskaber i en lang årrække.
Mangeårig karriere i Sparbank
Men hans navn er bedst kendt fra en mangeårig karriere i finanssektoren, hvor størstedelen af hans virke er udfoldet i den vestjyske Sparbank. Her var Bent Jensen adm. direktør frem til 2012 og siden og frem til 2015 en vigtig brik i fusionen med Sparnord, inden han fortsatte som partnerdirektør i Totalkredit.
Nu er stillingen i Totalkredit imidlertid opsagt, og karriereplanen er fremover at befinde sig mere på hjemmebanen i Jylland. Om fremtiden byder på et nyt job, eller mere professionelt konsulent- og bestyrelsesarbejde, er endnu ikke helt afklaret, men der skal være plads i kalenderen til at arbejde i DAF’s bestyrelse.
Hvorfor stiller du op til DAF’s bestyrelse?
”Det afgørende for mig er, at det, jeg laver, er sjovt – jeg samler på ”gode dage”, og jeg synes, at udfordringen er enormt spændende og udfordrende. Jeg kan godt lide, at DAF’s virke har et større formål - dels skal vi arbejde for både elite og bredde, og dels virker vi for sundheden med Skole-OL og Bevæg dig For Livet. Desuden synes jeg, at DAF er gået i en mere professionaliseret retning og er blevet en klarere ledestjerne, som jeg gerne vil være med til at skærpe yderligere med min erfaring fra professionelt bestyrelsesarbejde. Jeg fornemmer, at der er en god organisation bag bestyrelsen, og det er vigtigt, for uden konkret opbakning til ideer og visioner bliver tingene ikke til noget, hvilket jeg har set eksempler på i finanssektoren.”
Begynder med ”store ører”
Nogen egentlig programerklæring stiller Bent Jensen ikke op med. ”Jeg har store ører i starten, indtil jeg ved noget mere”, siger han, men han peger dog på flere indsatsområder, som kunne være relevante for DAF. Dels mener han, at det er vigtigt at få knyttet partnerskaber til den uorganiserede idræt, som udfolder sig i eksempelvis fitnesscentre og løbeklubber uden for DAF, og samtidig peger han på sammenhængskraften i forbundet som et helt centralt arbejdsfelt.
”Det er bærende, at alle parter i forbundet tænker, at vi skal give noget til hinanden, og der ligger et stort arbejde i at ændre tænkningen fra en ”jeg-kultur” til en ”vi-kultur”,” siger Bent Jensen.
Formand: Brug for mange kompetencer
Formand Karsten Munkvad glæder sig til at nyde godt af Bent Jensens erfaringer inden for finanssektoren.
”I en organisation som vores er der brug for mange kompetencer, og vi er glade for, at Bent Jensen med sin store erfaring fra erhvervslivet har valgt at gå ind i bestyrelsesarbejdet i DAF,” siger DAF-formanden og tilføjer, at bestyrelsen til stadighed arbejder på at forstærke sig.
”Vores tanke er, at det skal være endnu mere værdifuldt at have på sit cv, at man har deltaget i DAF’s bestyrelsesarbejde. Ikke mindst er det rettet mod de unge talenter, som vi hele tiden er på udkig efter,” siger Karsten Munkvad.