Loading...

(foto: Lone Dybdal)

BERLIN 2018 - 3. dag (aften)

Hesselbjerg i front

09. august 2018 · Jeppe Weinreich

Ole Hesselbjerg førte de første 600 meter i en meget taktisk finale på 3000 meter forhindring, men endte siden som nr. 15. I højdespring klarede Jonas Kløjgård 2.16 meter, inden hans EM-debut stoppede på 2.21 meter.

BERLIN - Ingen gad at tage føringen i torsdagens finale på 3000 meter forhindring, og så lagde Ole Hesselbjerg sig ellers foran og førte EM-finalen de første 600 meter i roligt trav.

”Jeg gad ikke at ligge inde i feltet og slås, og desuden kostede det mig ikke noget at gå frem og føre. Men jeg må bare erkende, at det indledende heat havde kostet mig flere kræfter, end jeg egentlig troede,” lød det efter løbet fra Hesselbjerg, som måtte se sig selv lukke feltet, da først løbet åbnede sig, og franskmanden Bennabbad siden løb først over stregen for femte EM-finale i træk.

En 15. plads i 8:48,48 min. blev det til. Formen var ikke til mere i aften, erkendte Hesselbjerg, der i juni gik glip af vigtig træning grundet sygdom, som han kæmpede længe med at blive helt kvit.

”Det er ikke skader, der er mit problem, men jeg har let ved at blive syg. Det er frustrerende, at en så lille ting kan koste så meget, og jeg gør ellers meget for at undgå det.”

VM 2019 skulle gerne blive med Hesselbjerg til start igen.

”Nu skal jeg lige se, hvordan det bliver i forhold til VM-kvalifikationen med det nye ranking-system, men ellers kommer det først til at handle om cross i vinter, når der er VM i Aarhus (30. marts, red.),” siger Hesselbjerg, der på tirsdag løber en 3000 meter – uden forhindringer – ved TRACKS i Viborg, hvor lokale Thijs Nijhuis og flere andre af landets bedste løbere sigter mod at løbe under 8:00,00 min.

Kløjgård EM-debut slut på 2.21m
Det så lovende ud, da højdespringer Jonas Kløjgård indledte sin EM-debut. 2.11 og 2.16 meter blev sikkert taget i første forsøg. Så langt så godt. På den tredje højde 2.21 meter meldte de tekniske problemer sig imidlertid, og efter et tredje forsøg, som var ganske tæt på at bringe ham over de 2.21 meter, var EM slut for den 22-årige 1900-springer. 2.25 meter - eller 2.21 meter uden nogen nedrivninger - viste sig i sidste ende at være nok til en finaleplads.

Klojgaard

”Det er lidt bittert, når jeg ved, at jeg kan springe 2.21 meter, som var nok til finalen. Men jeg har lært en masse af denne tur, og jeg ved, hvad der er gået galt, så jeg er ikke frustreret. Jeg har ikke kunnet springe optimalt i to uger på grund af en skade i foden. Det har gjort, at jeg ikke har kunnet træne ordentligt på de store højder. Til træning kan jeg sagtens springe 2.16, men på 2.21 skal teknikken sidde der, og det gjorde den bare ikke i dag. Men nu skal jeg lige hjem og tænke over tingene og få pusten igen,” lød det fra Kløjgård, som bestemt regner med at springe højt igen i sæsonens stævner, som bl.a. rummer DM i Odense om to uger.

EM Berlin – 7.-12. august 2018
3. dag (aften)
3000 meter forhindring – finale
1. Mahiedine Mekhissi-Benabbad FRA 8:31,66 min.
2. Fernando Carro ESP 8:34,16
3. Yohanes Chiappinelli ITA 8:35,81
15. Ole Hesselbjerg DEN 8:48,48
Højdespring kval.
=1. Maksim Nedasekau BLR 2.25 meter q
=1. Mateusz Przybylko POL 2.25 meter q
20-24. Jonas Kløjgård DEN 2.16 meter
(2.11: O – 2:16: 0 – 2:21: XXX)

 

Det resterende program
Dag 4 / fredag 10. aug.

12.25 Anna Emilie Møller – 3000 meter forhindring indl.
19.32 Andreas Bube - 800 meter semifinale heat 1

Dag 5 / lørdag 11. aug.
evt. 20.30 800 meter finale (Bube)

Dag 6 / søndag 12. aug.
10.00 Abdi Hakin Ulad – maraton
19.20 4x100 meter K indl.
evt. 20.55 3000 meter forhindring finale (A. Møller)

© Copyright Dansk Atletik Forbund