Fra opløbet i Bubes semfinale, hvor spanieren og de to briter til venstre for Bube må vinke farvel til en plads i finalen. (foto: Lone Dybdal)
Bube fuldender forrygende dansk fredag
10. august 2018 · Jeppe Weinreich
Efter Anna Emilie Møllers flotte løb ved middagstid, kunne Andreas Bube følge op med endnu en dansk finaleplads, da han på 800 meter igen bekræftede, hvor stærk en mesterskabsløber han er.
BERLIN – Med sine 31 år var Andreas Bube den klart ældste af de 16 semifinalister, men erfaring er en vigtig faktor i mesterskabsløb. Det viste Bagsværd-løberen fredag aften foran 48.500 tilskuere på Olympiastadion, hvor han fra at have ligget klart sidst ved 200 meter, til sidst kunne krydse målstregen som nr. 2 i 1:46,40 efter svenske Andreas Kramer. Europas hurtigste i år, spanieren Saul Ordónez, formåede kun at komme ind som nr. 4 i en tid, som efterfølgende ikke viste sig nok til avancement, mens briten Guy Learmonth – som Bube ellers havde tabt til i tre tidligere møder i år – blot endte som nr. 5. Alle tre finaleseedede briter røg såmænd ud.
Dermed er Bube klar til at løbe finale allerede lørdag (kl. 20.30). En finale, som bliver hans fjerde (ude- og inde). Han ankom til mesterskaberne med den blot 18. bedste tid, men – som han selv sagde før EM – var hans form bedre, end hans sæsonbedste indikerede. Det fik han fredag med al tydelighed bevist.
"Det var et hårdt løb, hvor jeg i positionskampene var nødt til at trykke på - både ved 400 og 600 meter. Så der var ikke så meget at skyde med på de sidste 100 meter, men heldigvis var det nok. Jeg tror, at jeg kommer ind i finalen med relativt friske ben."
Tre finalepladser
Med dagens to finaler er forbundets målsætning om tre finalepladser nu opfyldt. Én af dem skulle dog også give medalje. Den sidste målsætning var, erkendte elitechef Bo Overgaard, bundet op på en småskadet Sara Slott Petersen. Kan Bube alligevel være manden, som noget uventet redder den hjem?
"Selvfølgelig løber jeg efter en medalje i finalen, men det kan både blive medalje eller en 8. plads. Jeg kommer til at løbe min chance og kæmpe for det. Vi ser på det," lød det fra Bube.
Samlet stilling efter de to heat - og dermed de otte finalister
Resterende program:
Dag 5 / lørdag 11. aug.
20.30 Andreas Bube - 800 meter finale
Dag 6 / søndag 12. aug.
10.00 Abdi Hakin Ulad – maraton
19.20 4x100 meter K indl.
20.55 Anna Emilie Møller - 3000 meter forhindring finale