Loading...

En koncentreret Bube forud for semifinalen. (Lone Dybdal)

BERLIN – optakt 5. dag

Her er Bubes modstandere

11. august 2018 · Jeppe Weinreich

En forsvarende mester fra Polen, en fransk VM-guldvinder og en ung svensk komet. Det er nogle af de løbere, som Andreas Bube skal op imod lørdag kl. 20.30.

BERLIN – Efter Helsinki 2012 (sølv) og Zürich 2014 (nr. 4) står Andreas Bube lørdag i sin tredje 800-meter-finale ved et udendørs EM. Hvor stor en præstation det lige er, understreges af, at en atletiknation som Sverige ikke siden Bern 1954 har haft nogen EM-finalist – altså indtil nu; med Andreas Kramers overbevisende sejr foran Bube i fredagens semifinale var 64 års ventetid nemlig forbi.

Nævnes bør det også, at det med lidt held kunne have været Bubes fjerde finale på stribe.  I Amsterdam 2016 sluttede han nemlig som nr. 4 i sit semifinaleheat (bare 0,15s fra finalen). Og så var hans tid fra EM-finalen i ’14 (1:45,21 min.) faktisk den hurtigste tid i EM-historien, som ikke har givet medalje. Jo, Andreas Bube og EM er noget helt særligt, og kl. 20.30 skrives der et nyt kapitel.

I finalen får Bube for tredje løb i træk bane 1, og det har jo indtil videre vist sig som en fin bane for ham. Til højre for sig har han:

2. Lukáš Hodbod CZE – 22 år 1:46,50
Ligesom Bube satsede tjekken i juniorårene på 400 meter hæk. Det er den eneste af finalisterne, som Bube endnu ikke har mødt, og Hodbod slap med i finalen på yderste mandat som nr. 5 i den anden semifinale – 0,03s foran nordmanden Roth.

3. Adam Kszczot POL – 28 år 1:43,30 (2011) / 1:44,72
Den mest vindende europæiske mellemdistanceløber i nyere tid og finalens næstældste. 10 medaljer ved EM og VM (ude og inde) – heraf seks af guld – er det blevet til. Ved OL mangler polakken dog endnu at nå finalen. Kszczot har været Bubes træningsmakker på diverse lejre. De kender hinanden særdeles godt, men polakken er bare altid en tand bedre end danskeren. I 14 møder siden 2010 har Bube kun været bedst én gang – ved et mindre stævne i Stettin (POL) i 2016, hvor han var 0,16s foran.

4. Pierre Ambroise-Bosse FRA – 26 år 1:42,53 (2014) / 1:44,20
Franskmanden har den bedste personlige rekord af alle i finalen. Han fik ligesom Bube sit gennembrud ved EM 2012, hvor han vandt bronze. Siden har han hver sæson præsteret meget stærke tider, men medaljerne udeblev – indtil sidste år, hvor han i London vandt VM-titlen. Han var involveret i et slagsmål i september, som kostede ham indendørssæsonen.

5. Álvaro de Aribba ESP 24 år 1:44,99
Aribba viste sine taktiske evner ved det spanske mesterskab for tre uger siden, hvor han vandt foran Europas hurtigste i år, Ordónez. I juni lykkedes det ham for første gang at klemme sig under de 1:45,00 med 1:44,99 i Huelva. Bube mødte Arriba to gange forrige vinter og vandt begge gange – senest ved EM-inde, hvor spanieren på 3. pladsen vandt sin hidtil eneste store medalje. Arriba nåede i Berlin finalen på tid efter en 4. plads i det andet semifinaleheat.

6. Andreas Kramer SWE 21 år 1:45,04
Bubes ti år yngre navnebror har haft en flot sæson med svensk rekord på 1:45,04 for nylig. Han vandt både indledende og semifinale foran sin danske konkurrent. Indtil i år havde Bube aldrig tabt til svenskeren, men den regerende U23-europamester har vist stor styrke i år og var også hurtigste end Bube ved to stævner tidligere i år. Skulle Kramer ende i top-3, vil det være Sveriges første EM-medalje i disciplinen (udendørs), siden Rune Gustafsson i Oslo 1946 vandt guld - 0,1 sek. foran Niels Holst-Sørensen såmænd.

7. Michal Rozmys POL 23 år 1:45,70 (2017) /1:46,17
Den anden af finalens tre polakker. Én af de efterhånden få internationale løbere, der satser på både 800 og 1500 meter. Rozmy nåede således VM-semifinalen i London på begge distancer, men har i Berlin kun løbet 800 meter. Kun én gang i karrieren har Rozmy været under 1:46,00 min. Han har dog vist, at han har en god finish. Det så man bl.a. ved Copenhagen Athletics Games i år, som han vandt. Og i Berlin har han avanceret sikkert via 2. pladser i de to første heat. Bube har mødt ham fire gange – og fører 4-0. Ved det seneste møde i Polen i juni var der dog blot 0,05s mellem de to.

8. Matesuz Borkowski POL 1:46,27
Finalens tredje polske løber - og finalens yngste (11 dage yngre end Kramer) - har haft en fornem mesterskabs-debut med finalepladsen. Den snuppede han i Bubes semifinaleheat fra flere etablerede navne, da han fra den yderste bane løb frem som nr. 3. I år har Bube mødt Borkowski fire gange med 2-2 i facit.

© Copyright Dansk Atletik Forbund