Loading...

(foto: Lone Dybdal)

BERLIN 2018 – 6. dag

EM rundet af med to danske rekorder

13. august 2018 · Jeppe Weinreich

Efter Abdi Ulads dybt ærgerlige skade om formiddagen, fik fem kvinder sørget for, at den danske trup kunne slutte EM af med et stort smil.

BERLIN - Nok lå det i luften, at det kvindelige stafethold kunne sætte dansk rekord, om de ellers ikke kludrede i skifterne. Men at de endte op med at kappe 0,86s af deres egen rekord, ja det kom bag på selv de største jubeloptimister. De 44,09 sek. rakte til en uventet god samlet 11. plads blandt Europas 15 bedste nationer, og Mathilde U. Kramer – som havde håbet også at kunne deltage individuelt – kunne på tilfredsstillende vis lige akkurat indhente Tjekkiets løber til sidst, mens stadion var ved at koge over, da Tyskland tog heatsejren.

For at løbe så stærkt, skal skifterne sidde yderligt. Det er et sats, og faretruende så det ud, da Louise Østergaard lige akkurat nåede op til Ida Karstoft i det første skifte. Men den holdt.

”44,09. Det er helt vildt. Det er virkelig hurtigt. Da vi så tiden på skærmen, ja jeg ved slet ikke, hvad vi tænkte,” lød det fra Randers Freja-løberen Louise Østergård.

For Mette Graversgaard, der løb tredje tur, var det også noget helt særligt.

”Det var også stort at løbe i Lausanne og London, men at stå her i Berlin foran 65.000 tilskuere til et EM. Det er en drøm, som går i opfyldelse.” - se interview HER

Anna fik ram på rekorden fra Rio
Modsat de fire stafetløbere har 21-årige Anna Emilie Møller allerede prøvet VM og OL. Men ved begge lejligheder har hun ikke nået finalen. Det gjorde hun ved sit første EM, og det endte med en fin 7. plads og dansk rekord med tiden 9:31,66 min. – en 1,02 sek. stor forbedring af hendes egen danske rekord fra Rio 2016.

anna

Efter hendes overbevisende løb i det indledende heat så en plads i top-8 på forhånd realistisk ud. Finalen blev dog en noget ujævn affære med en første kilometer i 3:05 – den næste i 3:11. Anna fulgte godt med, inden hun måtte slippe taget i de fire stærkeste løbere, som med en kilometer igen skabte sig et hul ned til de andre. En 5. plads lignede en mulighed for Anna, men trætheden til sidst gjorde udslaget.  

”Lige da jeg kommer over målstregen, er jeg ikke helt tilfreds, da jeg bliver taget af nogle løbere til sidst. Men når jeg tænker løbet igennem og de forhold, der gjorde sig gældende, er jeg egentlig tilfreds. Vi er mange løbere, og tempoet skifter hele tiden, så der var mange ting at forholde sig til,” lyder det fra den 21-årige Blovstrød-løber, som omsider fik forbedret den tid, hun løb på ved OL i Rio. Siden har skader bremset hende, men nu er hun tilbage.

”Helt sikkert. Det er så rart at være tilbage uden at mærke noget til skader. Det nyder jeg meget.”

© Copyright Dansk Atletik Forbund