Guldfireren på 4x100 meter: Tazana Kamanga-Dyrbak - Emil Frænde - Frederik Andersson - Daniel Andersen. (foto: DECA Text&Bild)
Seks NM-titler og en supertid af Tazana
13. august 2018 · Jeppe Weinreich
Den danske medaljehøst ved weekendens NM-U20 blev den bedste i mange år. Med et godt bidrag fra Island var pigeholdet tæt på den helt store overraskelse ved at slå Sverige. Efter at have ført over svenskerne før søndagen, blev de dog til sidst overhalet med syv point. Weekendens største præstation stod 16-årige Tazana Kamanga-Dyrbak for, da han søndag udnyttede de perfekte forhold til at sætte dansk U18-rekord på 200 meter med 20,99 sek.
Arrangørerne fra Hvidovre AM havde sammen med Atletik TV skabt et flot set-up omkring NM-U20. Det kvitterede de danske talenter for, da de sammen stod for den bedste medaljehøst i mange år: 12 medaljer – heraf seks af guld blev det til over de to dage.
Det blæste desværre en del på Hvidovre Stadion, og de fleste resultater i sprintløbene kunne derfor ikke godkendes i statistikken. Efter at kvinderne i søndagens 200-meter-løb havde +3,1 i ryggen, faldt den i det efterfølgende heat til optimale +2,0 m/s. Her løb 16-årige Tazana Kamanga-Dyrbak forrygende 20,99 sek. – en forbedring af den danske U18-rekord med 0,14 sek. Dagen inden havde Tazana allerede vist forrygende form, da han med en sidste tur på 4x100 meter bragte sit hold fra en bronze- til en guldplads i tiden 41,18 sek. Et hold, som grundet skader måtte undvære de ellers selvskrevne Peter Andersson og Emil Mader Kjær. Sidstnævntes træner, Erik Madsen, fik dog sammentømret et slagkraftigt hold med Frederik Andersson, Daniel Andersen og Emil Frænde som de andre tre.
Tazana Kamanga-Dyrbak (th) modtager depechen. Få sekunder senere er svenskeren og finnen overhalet. (DECA)
Guld og bronze til Casper Jørgensen
Udover de to titler til Tazana blev det til en tredje hos mændene, da Casper Jørgensen bekræftede sin status som Nordens bedste i diskos med et solidt vinderkast på 58.33 meter. Casper hentede også en bronze i kuglestød (16.65m), hvor finnen Eero Ahola med mesterskabsrekord 21.09 meter leverede et andet af weekendens mange stærke resultater.
(foto: DECA Text&Bild)
I den indlagte landskamp kunne de dansk-islandske herrer som ventet ikke helt følge de andre nationer. Det kunne pigerne til gengæld. Selvom de endte bag Finland, Norge og Sverige, var de godt med hele vejen og blot syv point fra Sverige. Til sammenligning var der i fjor 48 point op til svenskerne!
To guld i kvindernes kast
Thea Jensen (foto foroven) fik revanche for en mindre god indsats ved VM-U20, da hun i en tæt dyst tog titlen i kuglestød med 14.37 meter – godt presset af Islands deltager, der dermed sørgede for dobbeltsejr til det dansk-islandske landshold. Islændingene råder over to helt store sprinttalenter, som scorede mange point til holdet med dobbeltsejre på 100 og 200 meter. Tiderne var ganske imponerende, men også opnået i kraftig medvind (11,47/11,53 & 23,49/24,00). Og så er den hurtigste af dem, Bjarnadottir, endnu ikke fyldt 17.
(foto: DECA Text&Bild)
Lise Lotte Jepsen sørgede for endnu en sejr, da hun i hammerkast præsterede karrierens næstbedste resultat med 59.05 meter. En anden VM-deltager, Anna Mark Helwigh (foto nedenfor), skuffede heller ikke med sejr i en taktisk betonet 1500 meter. Og så var det yderst tæt på endnu en titel i et andet yderst taktisk løb, nemlig 3000 meter, hvor kun få tusindedele af et sekund skilte Sophie Søefeldt fra guldmedaljen.
Oliver Chabert sikrede weekendens første danske medalje, da han lørdag vandt sølv på 110 meter hæk i 14,18 sek. – en PR-forbedring på 0,16s og en god formtest før weekendens DM Mangekamp.
Andre medaljer blev hentes hjem af Freja Wærness (bronze på 800 meter) og Annesofie Hartmann (sølv i diskos).
(foto: DECA Text&Bild)
Pigernes historisk gode resultat i landskampen blev rundet af med en bronze på 4x400 meter. Tiden 3:47,61 min. var tilmed en anelse hurtigere end juniorlandsholdets bedste i fjor. Tre på holdet var gengangere, mens den kun 16-årige Martha Danneskjold fik en fin debut i landsholdstøjet.
U18-rekord på 4x100 meter
På den korte stafet stillede Danmark med et helt ungt hold, der satte dansk U18-rekord i 47,77 sek. Nok var rekorden vakant, idet kun klubhold tidligere har løbet i U18-regi, men holdet var næsten et sekund hurtigere end Herning GF’s mere end 20 år gamle rekord for klubhold. Kan de fire talenter, Klara Skriver Loessl, Caroline Benfeldt Sørensen, Mie Mikkelsen og Thea Lyng Møller Jensen, fortsætte deres udvikling og - inspireret af seniorlandsholdet – optimere skifterne, kan de om to år måske gøre det af med U20-rekorden (46,76s), som stammer fra Junior-EM i 1973.
Medaljer var der ikke til højdespringer Marius Hytholm Petersen eller spydkaster Liv Cantby, men begge gjorde det flot med personlige rekorder på på hhv. 1.99 og 45.68 meter.
NM-U20 – Hvidovre 11.-12. august 2018
GULD
Thea Jensen – kuglestød 14.37 meter
Lise Lotte Jepsen – hammerkast 59.05 meter
Anna Mark Helwigh – 1500 meter 4:46,42 min.
Casper Jørgensen – diskoskast 58.33 meter
Tazana Kamanga-Dyrbak – 200 meter 20,99 sek. DR-U18
DEN M – 4x100 meter 41,18 sek.
(Emil Frænde - Daniel Andersen – Frederik Andersson – Tazana Kamanga-Dyrbak)
SØLV
Annesofie Hartmann – diskoskast 46.75 meter
Oliver Chabert – 110 meter hæk 14,18 sek. (+0,3) PR
Sophie Søefeldt – 3000 meter 10:12,43 min.
BRONZE
Freja Wærness – 800 meter 2:11,38 min.
Casper Jørgensen – kuglestød 16.65 meter
DEN W – 4x400 meter 3:47,61 min.
(Martha Danneskjold – Olivia Thorsgaard – Freja Wærness – Mia H. Mørck)
Alle resultater
Slutstilling i landskampen
Kvinder
Finland 190 point
Norge 182
Sverige 159
Danmark/Island 152
Mænd
Norge 196 point
Finland 194
Sverige 182
Danmark/Island 120
Danske medaljer de seneste år (guld-sølv-bronze)
Hvidovre 2018: 6-3-3
Umeå 2017: 2-2-7
Reykjavik 2016: 1-3-8
Espoo 2015: 4-1-6
Kristiansand 2014: 2-2-2
Espoo 2013: 4-3-3
Växjö 2012: 3-2-7
Østerbro 2011: 3-3-2