Loading...

Joshua Cheptegei i front på 10000 meteren ved VM 2017. Verdensklasseløberen fra Uganda kommer sammen med sin træner til Skanderborg i november. (DECA Text&Bild)

European Athletics Coaching Summit Series

Tre måneder til Endurance Summit

23. august 2018 · Jeppe Weinreich

Den 24.-25. november står Dansk Atletik Forbund som vært for en international trænerkonference i Skandeborg - Endurance Summit. Konferencen er en del af en serie under European Athletics. I Skanderborg handler det om mellem- og langdistanceløb, og her vil flere internationale kapaciteter inden for feltet medvirke.

European Athletics Coaching Summit Series har fokus på forskellige ekstremer, som atleter kan møde i forbindelse med træning og konkurrencer. Programmet i Skanderborg vil tage udgangspunkt i de fysiske krav, som VM Cross i Aarhus sætter til deltagende atleter, mens højdetræning og løb i ekstrem varme er blandt andre emner, som vil blive behandlet i løbet af weekenden.   

”Vi har de seneste syv måneder opbygget programmet i samarbejde med både European Athletics og IAAF, og er glade for at vise det frem om nogle få dage,” fortæller DAF’s træneruddannelses-ansvarlige Katja Salivaara. ”Vi har en god blanding af både udenlandske og danske foredragsholdere fra trænerverdenen såvel som den akademiske. Blandt disse navne er verdensklasseløberen Joshua Cheptegei, der kommer sammen med sin træner Addy Ruiter.”

Tilstedeværelsen af Cheptegei må siges at være lidt af et scoop. Løberen fra Uganda tog sølv på 10.000 meter ved VM 2017 og vandt senest Commonwealth Games i april i år. De fleste vil dog nok huske ham som den løber, der på hjemmebanen i Kampala 2017 førte VM Cross med bare 800 meter igen, inden han gik fuldstændig kold og drattede ned på en 30. plads. 

­VM Cross VIP-klubber og indehavere af gyldig DAF trænerlicens får rabat på tilmeldingsgebyret. Information om tilmeldingsproceduren bliver sendt direkte til disse to grupper i løbet af uge 35, hvor tilmeldingen også åbner på adressen www.endurancesummit.dk.

Logo

© Copyright Dansk Atletik Forbund