Loading...

(alle fotos: Lone Dybdal)

Store DM – 2. dag (1)

Tre mesterskabsrekorder på 1. dagen

25. august 2018 · Jeppe Weinreich

Trods byger under lørdagens konkurrencer blev der løbet stærkt i 100-meter-finalerne, som bød på en mesterskabsrekord hos kvinderne. I forhindrinngsløbet leverede Anna Emilie Møller ren opvisning og var blot tre sekunder var sin danske rekord.

Med to guldmedaljer efter 1. dagen er Mathilde U. Kramer (FIF) godt på vej til at blive en af weekendens store profiler. Hun kom dog bogstavelig talt skidt fra start, da hun i 100-meter-finalen var tæt på snuble. Den stærke sønderjyde fik dog rettet sig op og indhentet det tabte med en stærk finish og vandt i ny mesterskabsrekord 11,64 sek. Trods let regn var forholdene med en medvind på 1,7 m/s gode, og på de følgende pladser satte hendes kolleger fra stafetholdet, Louise Østergaard (Randers Fr.) og Astrid Glenner-Frandsen personlige rekorder med hhv. 11,78 og 11,80 sek.

På 4x100 meter kunne Kramer senere på dagen løbe den anden titel hjem i ny klubrekord i FIF 47,16 sek. – 0,23s foran Sparta.

Schou-Nielsen sejrer på 100 meter
Mens Sparta ikke fik medalje på kvindernes 100 meter, gjorde de til gengæld rent bord hos herrerne. Her tog Frederik Schou-Nielsen sin første individuelle senior-titel i 10,56 sek. (+1,1). Opgøret var tæt med mesteren fra 2016, Festus Asante, på 2. pladsen i 10,62, mens Andreas Trajkovski med 10,66 sek. blot var 0,06s fra den PR, han satte, da han for syv år siden - netop i Odense – vandt titlen. Midt i jublen opdagede Schou-Nielsen, at hans stafetkollega fra landsholdet, Kojo Musah (1900), lå på jorden ved 50 meter, og han ilede ned for at hjælpe ham. Det viste sig efterfølgende heldigvis kun at være krampe i læggen. De tre medaljetagere vandt sammen med Sebastian Pedersen lidt senere guld på stafetten i 41,23 sek.

100M

Tre sekunder fra rekord i sololøb
På 3000 meter forhindring havde Anna Emilie Møller (Blovstrød) på forhånd proklameret et hurtigt sololøb. Det holdt stik. Med 9:34,85 min. var hun kun lidt over tre sekunder var sin nyligt satte danske rekord – men næsten et minut (!) under mesterskabsrekorden. Trods lørdagens objektivt set bedste resultat var Blovstrød-løberen ikke tilfreds.

”Jeg havde ikke rigtig fornemmelse for farten de første 400 meter, som går for hurtigt, så jeg var træt til sidst. Jeg kunne mærke det i armene. Jeg løb ikke i et så jævnt et tempo, som jeg ville, men det var svært at holde sig oppe mentalt, når der ikke er nogen modstand. Men jeg gjorde mit bedste,” lød det fra Anna, der lidt senere var frisk nok til at løbe sig videre til søndagens finale på 800 meter.

Anna (1)

Syvende titel på stribe
Mændenes forhindringsløb resulterede i den syvende titel på stribe til Ole Hesselbjerg (Sparta). Trods en 10.000 meter i benene fra fredag havde EM-finalisten ingen problemer med at holde Jakob Dybdal Abrahamsen (1900) bag sig, selvom denne pressede ham undervejs. Sejren var dog lidt mere sikker, end tiderne 8:55,57 og 8:55,65 min. indikerer.

”Jakob gjorde alt det rigtige, men på den sidste kilometer fik jeg nogle gode passager og kom ind i en god rytme,” lød det fra Hesselbjerg, der senest måtte se sig slået i en DM-finale i Odense i 2010. Hans beslutning om at løbe 10000 meter overraskede flere.

”Det har været en ujævn sæson med afbud til nogle vigtige stævner. Efter EM vidste jeg ikke rigtig, hvad jeg skulle stille op i, men formen er god, og så kunne jeg jo lige så godt gå efter titlen på 10000 meteren.”

Hessel (1)

Mesterskabsrekord i første hug
Selvom mesterskabsrekorden i kvindernes trespring havde stået i over 20 år, kom det ikke helt uventet, at Janne Nielsen kunne slette den. Med 13.32 meter i første forsøg lagde 1900-springeren 11 cm til den tidligere rekord. Regnvejr prægede konkurrencen, og herefter fulgte der fem X’er i serien.

Store DM - Odense 25.-26. august 2018
Resultater 1. dag

Se hele Atletik TV's transmission her:

© Copyright Dansk Atletik Forbund