Med kun tre tilmeldte kvinder var der samlet start for begge køn. De senere vindere - Laura Valgreen og Ole Hesselbjerg - står som hhv. nr. 1 og 5 fra venstre.
Hesselbjerg snupper titlen på 10000 meter
24. august 2018 · Jeppe Weinreich
Forhindringsløberen prøvede for første gang i karrieren en 10000 meter på bane. Det gik fint for Hesselbjerg, der vandt i 30:13,80 min. og efter sejren nu har mindre end 24 timer inden lørdagens 3000 meter forhindring, hvor han kan vinde guld for syvende år i træk. Hos kvindernes sørgede den kun 18-årige Laura Valgreen for en titel til arrangørklubben..
Selvom han efterhånden er en rutineret løber, var der tale om debut på 10000-meter-distancen, da Ole Hesselbjerg fredag i Odense løb i mål som dansk mester i 30:13,80 min. Dermed har han mindre end 24 timer til at puste ud, inden han lørdag eftermiddag skal forsøge at sikre sig titlen på 3000 meter forhindring for syvende år i træk.
AGF satte sig på de følgende pladser med Frederik Ernst som sølvvinder. Den dobbelte danske mester i Kort Trail fik med 30:20,45 min. sat en overordentlig flot PR i dét, der ligeledes var hans 10km-debut på bane. På landevej har han kun 32:10 som bedste tid. Klubkammeraten Omar Hassan kom ind fire sekunder efter på 3. pladsen, men grundet manglende dansk pas måtte han overlade bronzen til klubkammeraten Esben Hornum.
Hos kvinderne var der hjemmebanesejr til den kun 18-årige Laura Valgreen (OA/OGF), som vandt i PR 35:24,83 min. - knap 13 sekunder foran den 16 år ældre triatlet, Kirsten Petersson (EAM).
DM 10000 km - Odense d. 24. august 2018
Mænd
1. Ole Hesselbjerg, Sparta 30:13,80 min. PR
2. Frederik Ernst, AGF 30:20,45 PR
- Omar Hassan, ETH-AGF 30:24,65 PR
3. Esben Hornum, AGF 31:28,19 PR
Kvinder
1. Laura Valgreen, Odense Atl. 35:24,83 min. PR
2. Kirsten Peterson, Esbjerg AM 35:37,11 PR
3. Clara Kall, HMRC 38:29,17 PR
5000 meter kapgang
1. Andreas W. Nielsen, Aarhus 1900 23:30,09 min.
Resultater