Loading...

Niels Jørgen Holdt ved DHL Stafetten. (foto: Sparta AM)

Navne

70 år lørdag: Niels Jørgen Holdt

24. august 2018 · Jeppe Weinreich

Formanden for dansk atletiks dominerende klub runder lørdag de 70 år.

Ingen over eller ved siden af Sparta AM. Hverken sportsligt eller økonomisk. Det er situationen i dag – og har været det i mange år – når man ser på DAFs mange medlemsklubber. Taler man om Sparta, kommer man ikke uden om én bestemt person. Formænd kommer og går, men i Sparta AM har han i de sidste mange år heddet Niels Jørgen Holdt. I dag runder præstesønnen fra Vestjylland 70 år, og mens han fejrer dagen midt i forberedelserne til klubbens største og vigtigste event – DHL Stafetten – vil klubbens atleter med selvfølgelighed hente guldmedaljer hjem fra DM i Odense.

Det var Niels Jørgen Holdt, der ”opfandt” DHL Stafetten, som hvert år sender godt 120.000 folk ud at løbe en 5 km tur i Fælledparken. Succeskonceptet voksede sig hurtigt stort og slog nye skud i Aarhus og senere i Odense og Aalborg – til stor gavn for de lokale klubber. Selvom Holdt har et idealistisk syn på idrætten, og Sparta fremdeles lever højt på medlemmers frivillige arbejde, så var det med etableringen af et løbskontor med ansatte, at udviklingen for alvor blev sat i gang og fik skabt den position, som Sparta har i dag. Til daglig er det den tidligere topløber, Dorte Vibjerg, der sidder som direktør, mens Holdts svigersøn, Lars Nissen, er løbschef.

Niels Jørgen Holdt modtog af DAF prisen som Årets Leder i 1987 (en pris, som man kun kan blive tildelt én gang), og her mere end 30 år efter går han fortsat forrest i det daglige arbejde. Når klubben hver sommer for en enkelt aften arrangerer Copenhagen Athletics Games, kunne man egentlig ikke fortænke Holdt i at læne sig tilbage på den bedste VIP-plads og nyde topatletikken, men så kender man dynamoen dårligt. Han går rundt og har fingeren på alt det praktiske, og når aftenen sluttes af med et motionsløb, er det naturligvis ham, som på cykel kører foran det brede felt for at vise vej.

Fødselaren blev hyldet fredag med en stor reception i Spartas klubhus.

© Copyright Dansk Atletik Forbund