Loading...

Mathilde U. Kramer holder lige akkurat føringen over Karstoft. (Lone Dybdal)

Store DM – 3. dag

Kramer hiver titel nr. 3 hjem i flot finaledyst

26. august 2018 · Jeppe Weinreich

Kvindernes 200-meter-finale blev lige så tæt som forudset. Med en sejrsmargin på 0,01s foran Ida Karstoft kunne Mathilde U. Kramer vinde weekendens tredje titel. Medaljemæssigt blev hun dog overgået af Andreas Trajkovski, der søndag vandt to guldmedaljer næsten samtidig. Mændenes imødesete 5000 meter, der gav arrangørklubben en kærkommen dobbeltsejr, skuffede på ingen måder.

Duellen i kvindernes 200-meter-finale, hvor mestrene fra 100 og 400 meter mødte hinanden, står tilbage som et af weekendens flere højdepunkter. I en yderst tæt dyst trak Mathilde U. Kramer (FIF) det længste strå mod Ida Karstoft (Sparta) med 23,85-23,86 sek. (+1,7). Dermed overgås de to igennem tiderne kun af Dorthe Wolfsberg (23,36s) og Sara Slott Petersen (23,59s). Med andre ord en historisk hurtig finale, hvor Kramer som ventet førte solidt, inden Karstoft på de sidste meter kom tættere og tættere på. Ti meter længere, og vinderen havde været en anden. Bronzevinderen fra 100 meter, Astrid Glenner-Fransen (KIF), vandt endnu én af slagen med PR 24,43 sek.

Tre guld og én bronze til Trajkovski
Med sejren endte Kramer på tre guldmedaljer. Kort efter blev hun dog i medaljekapløbet overhalet af Andreas Trajkovski (Sparta), der i en næsten tro kopi af kvindernes finale lige akkurat formåede at holde Andreas Martinsen (1900) bag sig med 21,73-21,74 sek. (+1,5). Forinden havde han stoppet længdespringskonkurrencen efter 7.45 meter og et overtrådt forsøg i de første to runder. Det viste sig lidt senere overraskende at være rigeligt til guld i en finale, hvor de danske mestre hhv. ude og inde, Benjamin Gabrielsen og Sebastian Pedersen var et pænt stykke fra deres normale niveau.

200m (1)

Dansk årsbedste af Martinsen
Inden løbet havde Andreas Martinsen sikret sig endnu en titel på 110 meter hæk. Med nyt sæsonbedste 13,87 sek. (+1,4) viste han, at han efter en ujævn sæson som følge af en lang genoptræningsperiode er på rette vej. Klubkammeraten Christian L. Nielsen præsterede med 14,81 sek. på 2. pladsen sin bedste tid i fire år, mens junioren Oliver Chabert (Sparta) for første gang kom under de 15 sekunder på seniorhække (14,95s).

Trods fraværet af årets rekordsætter på kvindernes 100 meter hæk, Mette Graversgaard, blev det en fin finale med Mathilde Heltbech (Helsingør IF) som vinder i 13,89 sek. (+1,3). Thea Haahr (Sparta) tog sølv med 14,05 sek. og fik dermed skåret 0,18s af en tre år gammel PR, mens det spændende talent fra Ballerup AK, 16-årige Klara Loessl, tog bronze med PR 14,71 sek.

Heltbech
Tre store smil: Guld til Heltbech (som også vandt i 2012) og PR til Thea Haahr (tv) såvel som 16-årige Klara Loessl. (Lone Dybdal)

Glans og Lommer løber dobbeltsejr hjem til Odense
Mændenes imødesete 5000 meter levede til fulde op til forventningerne med skiftende føringer og ingen afgørelse før sidste omgang. Thijs Nijhuis (Viborg AM) lagde sig overraskende i front fra start, men senere tog Peter G. Ejersbo (OA/OGF) over og rundede den første km i 2:50 min. Herefter faldt tempoet lidt, og ved 3 km var det så Jens Søndergaard Jensen (AGF), der gik frem og trak. Han fik dog ikke skabt noget hul, og godt 50 meter før den syv mand store førergruppe gik ud på sidste runde, så Peter Glans (OA/OF) sit snit til at rykke frem. Han fik skabt sig et hul og havde klubkammeraten Andreas Lommer (OA/OGF) med hjem på andenpladsen, mens Ole Hesselbjerg (Sparta) på den sidste langside kunne snuppe bronzen foran forhindringskollegaen Jakob Dybdal (1900). De to fynboer fik begge sat PR med 14:13,92 og 14:15,86 min., mens de to øverste på årets rangliste, Nijhuis og Søndergaard, endte som nr. 5 og 6. Glans – der i øvrigt skal giftes næste weekend med løberen Laura Møller - har tidligere vundet flere titler i cross. Dagens guld var dog hans første på bane – og pudsigt nok var det ikke på 1500 meter, som egentlig har været hans primære distance.

5000
Peter Glans rykker effektivt frem før sidste omgang - og tager træningsmakkeren Andreas Lommer med. (Lone Dybdal)

DM-guld i første forsøg
I kvindernes løb debuterede Alberte Kjær Pedersen i AGF-trøjen, og det gjorde triatleten med succes, da hun sikkert vandt i 16:34,62 min. foran Laura Valgreen (OA/OGF), der med 16:52,42 min. fulgte guldet på 10000 meter op med sølv. For Alberte – der netop er startet på Tandlægehøjskolen i Aarhus – var der tale om hendes første officielle 5000 meter på bane.

For Martha Danneskjold Rasmussen (1900) var der også tale om hendes første 400 meter hæk nogensinde. Ikke engang en 300 meter hæk havde det 16-årige talent prøvet før, men én gang skal jo være den første, og hun vandt såmænd i 61,99 sek. En tid, der ville have kvalificeret hende til EM-U18 tidligere på sæsonen. Ved sidste weekends DM Mangekamp lå hun til sølv i U18 efter 1. dagen, men hun dukkede ikke op søndag, da hun skulle til turnering i diskodans. Her er det alsidige talent nemlig europamester i sin aldersklasse!

martha (1)
Martha Danneskjold Rasmussen - et alsidigt talent. (Lone Dybdal)

Jacob Aagaard Jensen (AAM) havde før denne sæson heller ikke prøvet 400 meter hæk, men den 21-årige mangekæmper satte i sit fjerde forsøg PR for fjerde gang i træk. Med 54,21 sek. kunne han tilmed slå den ”gamle” Christian Laugesen (KIF), der havde luret endnu en titel, men resigneret gled ned på en 3. plads, da den unge aalborgenser gik forbi på den sidste langside.

DM-historiens yngste?
Mens Martha Danneskjold blev weekendens yngste vinder, så er Lise Lotte Jepsen (AAIG) med sejren i hammerkast – så vidt vides - DM-historiens yngste mester i en kastedisciplin. Sønderjyden fylder først 18 i næste måned, men vandt suverænt hammerkast med 58.49 meter – og senere vægtkast i uofficiel U20-rekord 17.63 meter.

hammer
Fra venstre: Louise Odgaard, Liste Lotte Jepsen og Katrine Fjerbæk Olsen. Sidstnævnte (årgang 2001) satte PR med 52.71 meter.

Favoritsejre på 800 meter
Med hhv. en 7. og en 6. plads ved EM i Berlin var Anna Emilie Møller (Blovstrød) og Andreas Bube (Bagsværd AC) weekendens største profiler til start. Ingen af dem blev presset, men lyste op alene ved deres tilstedeværelse. Bube vandt tilbage i 2006 sin første DM-titel - på 400 meter. Søndag løb han sig med største selvfølgelighed til endnu en på den dobbelte distance i 1:51,64 min. I den noget mere interessante sølv-kamp vandt 21-årige Christoffer Frost Johansen fra Sdr. Omme foran William Devantier. Sdr. Omme og kapgang er tæt forbundne størrelser, og faktisk trænes Christoffer af Kaj Thomsen, tidligere landstræner i kapgang!

Hos kvinderne løb Anna Emilie Møller sig til sejren i 2:09,67 efter en uimodståelig spurt. Bag hende kunne den tidligere syvkæmper Mathilde Diekema (1900) overraskende vinde sølv foran Dagmar F. Olsen (Sparta), mens 18-årige Freja Wærness (AAM) uventet endte uden for medaljerække.

800K

Kløjgård 2.15 meter
EM-deltageren Jonas Kløjgård (1900) gjorde sin pligt og vandt sikkert højdespring med 2.15 meter, inden han forgæves forsøgte sig på ny mesterskabsrekord 2.23 meter. På glædelig vis var der personlige rekorder bag Kløjgård med 2.07 til Kenneth Pedersen (Sparta) og 2.03 til Kløjgårds træningsmakker, Mads Moos (1900).

Lørdagen bød på tre finaler i kast, hvor en U20-atlet i sidste omgang gik i front for så i allersidste kast alligevel at blive slået. Det gentog sig søndag i spydkast, hvor Arthur W. Petersen (Sparta) i sjette omgang satte PR med 64.28 meter. Lige efter svarede Mikkel Garbrecht (1900) dog igen med 65.55 meter og tog dermed titlen for tredje år i træk.

Spyd
Arthur W. Petersen tv (hvis far, Kenneth, siden 1986 har haft den danske rekord i spydkast) var tæt på at skubbe den forsvarende mester, Mikkel Garbrecht, fra 1. pladsen. Andreas Bertelsen (th). (Lone Dybdal)

Store DM - Odense d. 24.-26. august 2018
Alle resultater

Foto-link:
Lone Dybdal
Michael Hyllested

 

© Copyright Dansk Atletik Forbund