Loading...

(DECA Text&Bild)

New Balance 5th Avenue Mile

Bube vil løbe "drømmemile" på Manhattan

30. august 2018 · Jeppe Weinreich

Andreas Bube slutter d. 9/9 sæsonen af i New York. Det sker ved metropolens berømte gadeløb over en engelsk mile.

Andreas Bube har løbet sit sidste baneløb for i år, men sæsonen bliver alligevel ikke lukket helt ned. Danmarks suverænt bedste mellemdistanceløber har nemlig fået en startplads i New Balance 5th Avenue Mile i New York, som finder sted søndag d. 9. september. Der er tale om et stjernespækket felt med bl.a. den olympiske mester på 1500 meter, Matthew Centrowitz (USA), og EM-bronzevinderen på samme distance, Jake Wightman (GBR), med på startstregen. Løbet afvikles for 38. gang, og Bube bliver den blot anden dansker til start, efter at Mogens Guldberg i 1991 blev nr. 5 i 3:57,45 min.

"Ja, det bliver svært at komme til tops i det felt, men målet må være en tid under 4 minutter," lyder det fra Bube, der ikke tidligere har konkurreret på distancen (1609 meter). I nogle få starter på 1500 meter har han dog før vist, at han formår at gå op i distance. Hans bedste tid på 3.42,33 min. blev sat i netop USA - tilbage i 2014.

Der startes ved East 80th Street, og så går det ellers i fuld fart 20 blocks ned ad 5th Avenue. 7000 løbere forventes at stille op i det berømte mile-løb, hvor der startes tidligt om morgenen og i løbet af dagen bliver afviklet 22 heat med eliteløbet som det sidste kl. 12.45. Løbet gjaldt som det største gadeløb på distancen, men den status blev faktisk overgået i forbindelse med Royal Run i København, hvor 7865 gennemførte milen. Rekorden forblev dog ikke lang tid på danske hænder, idet Westminster Mile i London ugen efter nåede op på 8048 deltagere.

New Balance 5th Avenue Mile - New York. d. 9. september 2018
Startliste

 

 

© Copyright Dansk Atletik Forbund