TV 2 og Royal Run hædret på tv-festival
31. august 2018 · Jeppe Weinreich
TV 2’s dækning af Royal Run er netop blevet hædret med prisen Pionerstafetten. En pris, der gives for nyskabende tv-produktioner.
Royal Run blev en stor og folkelig fest med et rekordstort antal løbere. En vigtig del af eventen var dog ikke mindst TV 2’s engagement med 12 timers live-tv fra de fem forskellige værtsbyer. Nu er tv-stationen netop blevet hædret for indsatsen. Det skete ved Copenhagen TV Festival, som netop har været afholdt. Her modtog TV 2 den særlige pris Pionerstafetten, der gives til producenter, der på banebrydende vis ”udvider form, sprog og normer inden for branchen,” som det hed i begrundelsen.
”Da vi blev præsenteret for ideen, så vi straks potentialet i en helt ny og engagerende fejring af kronprinsen – en anderledes karettur-dækning, hvor vi undervejs kunne fortælle om kronprinsens liv og historie sammen med danskerne,” siger eventchef for TV 2, Ulla Pors Nielsen, til stationens hjemmeside.
Tårnhøje seertal trods sommervejr
”Royal Run formåede at samle danskere på tværs af generationer – fra løbende børn til for eksempel den 92-årige Bitten Hansen, som beklagede sig over, at dem foran hende løb for langsomt. Jeg var aldrig i tvivl om, at Royal Run ville blive en fantastisk oplevelse for de mange løbere og tilskuere i de fem byer, og jeg var supertilfreds med den dækning, vi lavede på tv. Men jeg var alligevel overrasket over de meget høje seertal, som vi – i strålende sommervejr – havde til dækningen af ’Royal Run’.”
TV 2 dækkede i samarbejde med TV 2-regioner
Bag ’Royal Run’ stod DIF, DGI og Dansk Atletik Forbund. ’Royal Run’ blev arrangeret i regi af Bevæg dig for livet – Danmarks største idrætsvision, som støttes af Nordea-fonden og Trygfonden. TV 2 var mediepartner på ’Royal Run’, som blev dækket i samarbejde med fem af TV 2s regionale stationer.
(kilde tv2.dk)