Loading...

(foto: Ole Ugilt Larsen)

DMU 2. dag

Sol og rekordregn over Skovdalen

02. september 2018 · Jeppe Weinreich

I perfekte vejrmæssige rammer blev der søndag igen budt på flere flotte konkurencer.

Et godt mesterskab rundes som regel af med tætte dyster i stafetløb. Det var også tilfældet ved DMU i Aalborg, hvor der specielt hos de yngste drenge (14-15 år) blev løbet stærkt. Her gav de to Østerbro-klubber Sparta og KIF hinanden en flot dyst, som på den sidste 400 meter syntes afgjort, da August Østergaard (KIF) gik forbi Luis Maillet før det sidste sving. Sidstnævnte svarede dog igen og bragte guldet hjem til Sparta med en flot finish. Dermed forblev den danske ungdomsrekord hos Sparta, idet begge hold var under den tidligere rekord (Sparta - 2:07,66) sat ved DMU 2013 med hhv. 2:06,72 og 2:07,28 min. I klassen over var der en tilsvarende tæt fight mellem Vejle IF og Aarhus 1900, som først blev afgjort på de sidste meter til vejlensernes fordel – 2:05,97 mod 2:06,22 min.

Stemning
God opbakning hele dagen fra publikum, der nød det herlige septembervejr. (Ole Ugilt)

Rekordlange længdespring
Vilhelm Krüger, der løb tredje tur i Spartas rekordløb, havde tidligere på dagen vundet længdespring med 6.52 meter (=DUR14), og netop i længdespring fandt man en af weekendens flotteste dyster. Det skete hos de 14-15 årige piger, hvor Ida Boe Rasmusen (Greve) lagde ud med 5.82 meter (DUR15). I femte omgang bragte Josefine Skifter Andersen (DELTA) sig imidlertid i spidsen med samme længde, inden Ida i allersidste spring satte tingene på plads med en forbedring til 5.87 meter. Det sidste var faktisk længere end vinderlængden til Store DM, som Ida er for ung til at deltage i. Sølvvinderen fra Store DM, Isabel Paprotny (Esbjerg AM), nåede dog endnu længere ud med PR 5.92 meter og suveræn sejr i U23-klassen. I forhold til senior-DM var vejret i Aalborg dog helt optimalt. Ikke én sky sås på himlen over Skovdalen det meste af søndagen, som bød på mange andre gode dyster.

Boe
Fra venstre: Josefine S. Andersen, Ida Boe Rasmussen & Aranya Kanakalingam. (Ole Ugilt)

800 meter
Tættest var den på pigernes 800 meter (14-15 år), hvor Majken Lützen (Ballerup AK) og Naomi Toft (Sparta) fik samme tid 2:18,56 min. Lützen nåede faktisk at få overrakt sin guldmedalje, inden den i England bosatte Naomi Toft blev tilkendt sejren. I U23-klassen kunne sølvvinderen fra DM, Christoffer Frost Johansen (Sdr. Omme), bytte medaljen ud med en af guld efter sejr i 1:52,86 min. Han holdt dermed den danske mester på 400 meter, Gustav L. Nielsen (Sparta), sikkert bag sig. Med 1:53,72 min. forbedrede denne dog sin hidtil bedste tid med knap seks sekunder. Dysten hos de yngste drenge var også ganske seværdig. Årets bedste tid i klassen blev overgået af de fire første, med August Østergaard – der i foråret skiftede fra Gentofte IK til KIF - som vinder i PR 2:02,57 min. Sølvvinderen fra 1500 meter, Elias Shifris (Viborg AM), imponerede ligeledes med en meget stærk finish hos de 16-17 årige. Efter første omgang på lige under 62 sek. rykkede han uimodståeligt på de sidste 300 meter og vandt i 1:57,33 min.

Lutzen
Tæt opgør mellem Majken Lützen og Naomi Toft (Ole Ugilt)

Tangering af 200-meter-rekord
Caroline Benfeldt Sørensen (2002) sørgede for guld til ROAR, da hun vandt 200 meteren i flot stil. Efter flere gange i løbet af sæsonen at have været tæt på de 25,00 sek. lykkedes det hende at bryde grænsen med 24,98 sek., hvilket såmænd er en tangering af den danske ungdomsrekord (DUR16). Næste sæson, forlyder det, skifter hun til Poul Becks sprintgruppe i FIF og får dermed den danske seniormester Mathilde U. Kramer som træningspartner. Den jævnaldrende Klara Loessl (Ballerup AK) leverede sæsonens hurtigste tid i klassen på 100 meter hæk med sejr i PR14,31 sek.

Max-gevinst: 4 guld & 2 sølv
Max K. Andersen (R. Freja) tog sig sikkert af sejren på 200 meter (14-15) i fine 23,67 sek. Dermed nåede mangekæmperen i løbet af weekenden op på fire guld (100m, 200m, 100m hæk, kuglestød) og to sølv (højdespring & 4x100m). Hurtigst af alle på 200 meteren var Steffen U. Knudsen (1900), der i den ældste klasse vandt et yderst tæt opgør mod Albert Ranning (KIF): 22,07s – 22,08s. Mesteren fra 100 meter, Frederik Schou-Nielsen (Sparta), løb som useedet 22,26 sek. i det første heat og tog dermed bronze.

Max
Max K. Andersen med sølv- og bronzevinderne på 200 meter: Luis Maillet (tv) og Dhruv Mehtrot (th). (Ole Ugilt)

Ny mand i 2-meter-klubben
I højdespring meldte Christoffer Åhndahl (KIF) sig ind i to-meter-klubben med vinderspringet 2.00 meter hos de 18-19 årige. Ret så usædvanligt havde han sprunget 1.99 meter lige forinden og valgte således kun at øge højden med én cm. I klassen under var det særdeles tæt på, at Marius Hytholm Petersen (Holte) ligeledes var kommet over de to meter. Nu måtte han nøjes med 1.90m meter. I den ældste klasse viste, Kenneth Pedersen, at hans PR 2.07 meter ved Store DM ikke var nogen tilfældighed. Han vandt søndag i 2.05 meter og havde et godt tredje forsøg på 2.10 meter. Den tidligere Greve-atlet var egentlig stoppet, men har fået blod på tanden og træner nu seriøst under Martin Stensvig i Sparta. Søndag blev det også til bronze i længdespring med 6.95 meter – en PR-forbedring med 67 cm ! Her vandt Sebastian Pedersen (Sparta) med 7.27 meter, mens Kasper Larsen (SIK80) efter en skadespause havde sæsonens blot anden længdespringskonkurrence – og gjorde det flot med sit vinderspring hos de 18-19 årige på 7.07 meter (ude-PR)

åhndahl
Christoffer Åhndal - for første gang over de 2.00 meter. (Ole Ugilt)

I spydkast vandt den danske senior-mester, Liv Cantby (Korsør AM) med et længere kast end i Odense: 45.23 meter. 

DMU – Aalborg d. 1.-2. september 2018
Resultater

Se flere af Ole Ugilt Larsens billeder her:

Atletik TV's transmission fra søndagen:

© Copyright Dansk Atletik Forbund