Hjortens Legat: 50.000 kr. i puljen - søg inden d. 15/10
06. september 2018 · Jeppe Weinreich
Sidste år blev der uddelt legater til fem sjællandske klubber. Midlerne stammer fra de 500.000 kr., som foreningen Hørsholm Atletik og Motion "Hjorten" for to år siden donerede til DAF, som varetager opgaven med at fordele pengene til talentarbejde. Støtten retter sig kun mod "ungdomsarbejdet på Sjælland, og gerne i Nordsjælland", som det er "Hjortens" ønske. Årligt skal der i alt uddeles 50.000 kr., og sidste frist for ansøgning er den 15. oktober. På Årsmødet 13 dage senere vil det blive bekendtgjort, hvem pengene er blevet fordelt til.
Om legatet
Beløbet gives til aktive, trænere, klubber eller træningscentre, hvor der vises vilje og evne til at arbejde målrettet og kontinuerligt på at forbedre de aktives resultater og det generelle vidensniveau. Der lægges vægt på at arbejdet foregår i et positivt træningsmiljø, der kan være et eksempel til efterfølgelse for andre.
Beslutningen om, hvem der skal modtage støtte, træffes af DAFs bestyrelses forretningsudvalg på baggrund af indstilling fra et udvalg bestående af DAF cheflandstræner samt to trænere / ledere fra nordsjællandske klubber. DAF skal holde Hørsholm Atletik og Motion ’Hjorten’ informeret om, hvem der modtager den årlige donation, og informationen skal indeholde en kort begrundelse for tildelingen.
Begrundede ansøgninger om at modtage støtte skal sendes til daf@dansk-atletik.dk senest den 15. oktober 2018. - hent ansøgningsskema HER