Loading...

© Getty Images for IAAF

IAAF Continental Cup

Anna viser sin klasse: Fornem 4. plads i Ostrava

09. september 2018 · Jeppe Weinreich

Anna Emilie Møller leverede en fremragende præstation ved søndagens stjernedyst i Tjekkiet, hvor hun overraskende undgik eliminering før tid. Med 4. pladsen sikrede hun sig tilmed 7.000 dollars i præmiepenge.

På forhånd lå det ikke lige i kortene, at Anna Emilie Møller overhovedet skulle komme i mål på 3000 meter forhindring ved Continental Cup i Ostrava. Det specielle koncept, hvor fire af otte løbere skulle skilles ud undervejs, levnede kun den 6. seedede dansker en lille chance. Anna løb imidlertid sin chance og klarede efter et klogt løb frisag med en fornem 4. plads i 9:42,57 min. – og vandt samtidig den nette sum af 7.000 dollars.

Undervejs fik hun bl.a. elimineret Commonwealth-mesteren Aisha Praught, der blev sendt ud med én omgang tilbage. Og det var ikke fordi, Praught var sæsontræt. Så sent som i forrige fredags Diamond League-finale satte jamaicaneren PR med 9:14,09 min. – 17 sekunder hurtigere end Annas danske rekord. Anna lå faktisk til en dansk rekord med én omgang tilbage, men det ujævne løb med indlagte spurter havde drænet hende for kræfter til sidst. Helt fremme vandt verdensrekordholderen Chepkoech (KEN) sikkert i mesterskabsrekord 9:07,92 min.

I holdkonkurrencen sluttede Anna og Europa på en 2. plads, kun slået af Amerika.


Continental Cup – Ostrava (CZE) 9. september 2018

3000 meter forhindring K
1. Beatriche Chepkoech, Afrika/Kenya 9:07,92 CR
2. Courtney Frerichs, Amerika/USA 9:15,22
3. Winfred Yavi, Asien/Bahrain 9:17,86
4. Anna Emilie Møller, Europa/Danmark 9.42,57
5. Aisha Praught, Amerika /Jamaica DNF
Resultatliste

Slutstilling
1. Amerika 262 point
2. Europa 233
3. Asien-Oceanien 188
4. Afrika 142

© Copyright Dansk Atletik Forbund