Amalie Haughuus i midten efter sejren i BESTSELLER Aarhus City Halvmarathon. (foto: Aarhus Motion)
DM-favorit – men ingen klassisk løbepige
14. september 2018 · Jeppe Weinreich
Amalie Haughuus kan ved søndagens CPH Half vinde sin første DM-titel. Den 25-årige medicinstuderende er sin egen træner og stiller op for RUNAAR – den århusianske pendant til NBRO.
Nok vandt hun i juni måned Aarhus City Halvmaraton i løbsrekord. Alligevel er Amalie Haughuus ikke særlig kendt uden for det århusianske løbefællesskab, men det kunne meget vel ændre sig efter søndagens CPH Half, hvor den 25-årige løber gælder som forhåndsfavorit i det indlagte DM. Skulle hun ende øverst på præmieskamlen, vil det være det foreløbige højdepunkt i en utraditionel atletikkarriere. Amalie har nemlig aldrig konkurreret på andet end landevej – med mindre man regner opløbet inde på Odense Atletikstadion med, der afslutter HC Andersen Marathon. Et løb, hvor hun fik et mindre gennembrud med en DM-sølvmedalje for to år siden.
”Nej, jeg er ikke ligefrem den klassiske løbepige, der startede i en klub og løb 1500, 3000 og 5000m osv. Derfor har jeg aldrig tænkt så meget på baneløb, da min indgang til løb blev maratondistancen. Baneløb siger mig heller ikke det store. Det keder mig af at løbe rundt og rundt, men jeg vil da ikke udelukke, at jeg i fremtiden kunne finde på at teste formen med en 5000 meter på bane,” fortæller Amalie, der begyndte at løbe sammen med sin far og mentor, men ellers er sin egen træner.
”Min far har dyrket Ironman siden 1989, så han er én, der altid har trænet rigtig meget. I mange år har vi trænet sammen, og han er den bedste til at rådgive og motivere mig. Det har skabt et helt specielt bånd mellem os. Jeg startede tilbage i 2013 med at løbe seriøst, da jeg havde sat mig et mål om at gennemføre Hamborg Marathon og brugte derfor mit sabbatår på at træne op til det. Derefter fortsatte jeg med at løbe, da jeg blev helt vild med det.”
Ved CPH Half i 2017 kom hun ind på en 4. plads i personlig rekord. Den tid forbedrede hun med sejren i årets Aarhus City Halvmarathon i løbsrekord 1:16,58.
(foto foroven: Haughuus ved DM 10 km i Strib i marts /Lone Dybdal)
En af de helt store oplevelser
”Dén sejr var en af de helt store oplevelser for mig - både fordi det var i min hjemby, men også på grund af løbsrekorden. Jeg håber, at jeg på søndag kan forbedre tiden og måske endda løbe under 1:16 - eller så tæt på som muligt. Jeg glæder mig i hvert fald. CPH Half sidste år var en fed oplevelse! Det var første gang, at jeg fik lov at stille til start i elitefeltet, og den oplevelse i sig selv var fantastisk. Jeg havde et veldisponeret løb, og jeg følte mig super godt løbende hele vejen. Og heldigvis nåede jeg også i mål, før det voldsomme uvejr brød løs!”
Sidste år benyttede hun løbet i København som forberedelse til Frankfurt Marathon, hvor hun forbedrede sig til 2:47,03. Det er ikke tilfældet i år.
”Nej, i år har jeg valgt at have 100 procent fokus på halvmaraton-distancen. Om jeg løber en maraton i efteråret, så bliver det HCA Marathon i Odense (som også er DM, red.). Men det beslutter jeg først efter på søndag,” lyder det fra Haughuus, der efter planen er færdiguddannet som læge til næste sommer.
Studielivet har efter hendes eget udsagn givet hende et stort frirum til træningen. Om de mange træningstimer kan harmonere med livet som ung læge, må vise sig.
”Det bliver lidt spændende at se, men når andre kan, så kan jeg også. Jeg føler selv, at jeg har udviklet mig rigtig meget som løber på relativ kort tid, og uden at jeg føler, at jeg har måttet opgive ting ved siden af. Løb for mig er stadig lidt en hobby, som jeg dyrker, fordi jeg elsker det, og sådan skal det helst forblive.”
Husk, at DR1 sender live fra CPH Half søndag fra 11-13.
Amalie Haughuus 25 år (f. 28. maj 1993)
Vokset op i Horsens, men studerer nu i Aarhus, hvor hun bor i lejlighed med kæresten Jonas.
Læser medicin på AU (11. semester)
Klub: Løbeklubben RUNAAR
Træner: Sig selv – med faren som rådgiver.
Personlige rekorder: 10 km. 36:08 min. / Halvmaraton: 1:16,58 / maraton: 2:47,03
Meritter:
DM Maraton 2016: SØLV
DM Halvmaraton 2017: nr. 4
DM 10 km 2018: Nr. 4
BESTSELLER Aarhus City Halvmaraton 2018: Nr. 1