Loading...

(foto: Kim Gudmand)

Nekrolog

Dødsfald: Bettina Romer, 53 / Sigfred Kristensen, 77

17. september 2018 · Jeppe Weinreich

To store løbere er for nylig gået bort.

Bettina Romer – 18/2 1965 - 10/9 2018
I sine velmagtsdage var hun kendt som en ukuelig fighter, der på opløbsstrækningen altid kunne give sig helt ud. Sammen med et naturligt talent for at løbe indbragte den vilje Bettina Romer Andersen et væld af sejre og medaljer. Kræften kunne hun imidlertid ikke besejre, og i en alt for tidlig alder af blot 53 år gik hun sidste tirsdag bort.

Bettina Romer var det sidste store atletiknavn, som konkurrerede for Politiets IF. I det civile liv var hun nemlig betjent, og i 2012 modtog hun Midt- og Vestsjællands Politis hæderstegn for 25 års tro tjeneste.

Romer2Hun dukkede relativt sent op på den hjemlige løbescene, men karrieren tog hurtigt fart. To internationale højdepunkter står tilbage. I det nu nedlagte VM Ekiden-stafet, hvor fem løbere på et hold samlet løber maratondistancen, løb hun sidste tur for Danmarks hold, der på Madeira i maj 1992 vandt sølv. Året efter deltog hun ved det ”rigtige” VM i Stuttgart, hvor hun i det indledende heat på 1500 meter løb sit livs hurtigste tid: 4:09,75 min. Det placerede hende lige akkurat uden for en sensationel finaleplads – bare 0,78s manglede der. Her 25 år efter har fortsat blot to danske kvinder løbet stærkere. Ved VM Cross i San Sebastian 1993 var hun dansk atletiks eneste kvindelige deltager, mens hun også deltog ved EM i Helsinki 1994. Seks DM-titler hentede hun hjem på distancerne 800, 1500 og 3000 meter i perioden 1991-93, som står tilbage som hendes bedste år rent løbemæssigt, og hvor hun - trods andre stærke kvinder på banen i netop de år - var fast løber på atletiklandsholdet.

I slutningen af det årti fødte hun to børn, og mindre end et år efter at den sidste, Signe, var kommet til verden, stillede hun som 35-årig op i Eremitageløbet 2000 – og vandt, naturligvis. Akkurat som hun havde gjort det syv år før. Den sidste medalje – af bronze - vandt hun ved DM Lang Cross i Korsør 2001.

Da det stod klart, at tiden var inde, flyttede hun hjem til Fyn, hvor hendes mor stadig bor. Hun blev gift tidligere i år, og efterlader udover sin nye mand to børn fra det første ægteskab.

På de mange træningsture havde hun ofte en hund med. Modsat Bettina var hendes sidste, højtelskede hund, Ziggy, mæt af dage. Da den havde svært ved at affinde sig med, at dens ejer pludselig var borte, blev den i den bedste ånd aflivet for at følge hende på vej.

Begravelsen finder sted onsdag d. 19/9 kl. 14 fra Bogense Kirke.

(foto ovenfor: Efter den aktive karriere så man ofte Bettina Romer til ungdomsstævner, hvor hendes to talentfulde børn konkurrerede for Greve Atletik / Kim Gudmand)
 
 

Sigfred Rechnagel Kristensen 9/3 1941 – 14/8 2018
Ser man godt efter på Kongepokalen, finder man navnet Sigfred Kristensen to gange – og med årstallene 1968 og 1969 indgraveret. Det skyldes naturligvis, at han blev dansk mester i terrænløb (cross) de år. Mens rekorder bliver slettet, står vinderne af Kongepokalen tilbage. Det er et fornemt selskab at være i. Landets bedste løbere gennem tiden, en slags hall of fame, og Sigfred Rechnagel Kristensen var en af disse løbere. I sidste måned gik Skive-løberen bort i en alder af 77 år.

Sigfred var fra landet. Han voksede op i Hejnsvig mellem Billund og Vorbasse, og eftersom han først fik en cykel som 12-årig, måtte han løbe, om han ville nogen steder hen. Et ophold på Idrætshøjskolen i Sønderborg gjorde, at han ved tilfældets vej endte i Salling. I en relativt sen alder blev han introduceret til atletikken i Skive IK, og det skulle vise sig at blive et bekendtskab, der varede for livet. Han fulgte naturligt med, da en afdeling af foreningen brød ud og startede som Skive AM. Det var dog som SIK-løber, at han havde sine største triumfer. De to sejre ved DM Cross blev fulgt op af en sølvmedalje i 1970. Forinden havde han i 1966 vundet DM på 20 km landevej (i dag erstattet af halvmaraton). En titel, som han vandt igen i Valby i 1970. I 1989 tog han for sjov ski på og deltog i det berømte Vasaloppet. Sigfred Rechnagel Kristensen efterlader sig sin kone og to voksne børn samt sviger- og børnebørn.

Annonce

© Copyright Dansk Atletik Forbund