Loading...

DM Maraton

Thijs triumferer i DM-debut

30. september 2018 · Jeppe Weinreich

På aldeles overbevisende måde vandt Thijs Nijhuis søndag i Odense DM Maraton i 2:19,42 timer – klart foran de seneste tre års mester, Jesper Faurschou, der måtte tage til takke med sølv. Hos kvinderne blev det til sejr for Sandra Hartvich Lorentzen i personlig rekord 2:52,13.

De sidste 300 meter blev løbet på samme bane, hvor han for nylig tog DM-titlen på 1500 meter, men ellers var der en verden til forskel på de to præstationer, som Thijs Nijhuis inden for to måneder har stået for. Den 26-årige Viborg-løber stod søndag for en historisk bedrift ved også at sikre sig titlen på maraton. Det skete på aldeles overbevisende måde. Nijhuis rundede de første 10 km i selskab med de seneste tre års mester, Jesper Faurschou, men ved 20 km-skiltet havde han fået opbygget et forspring på syv sekunder, og siden så han sig bogstavelig talt ikke tilbage. Ved halvmaraton lå han til en sensationel debuttid på under 2:16. Havde han forregnet sig? Ville han møde muren? Ikke rigtigt. Nok faldt tempoet markant efter godt 35 km, men han holdt hele vejen i mål 2:19,42 – kun slået af kenyaneren Paul Matheka, der sejrede i 2.13,18.

”Det er for vildt at vinde et DM i debuten. Det føltes let, så jeg tænkte fra start: lad mig bare finde rytmen. Først efter 35 km blev det hårdt, og ved 40 km var jeg tæt på at brække mig,” fortalte Nijhuis, da han efter løbet blev interviewet af Henrik Them. Den tidligere mester ville vide, om Thijs Nijhuis nu er at regne som maratonløber.

”Nu har jeg i hvert fald løbet mit første maraton, men hvad fremtiden bringer, ved jeg ikke.”

Jesper Faurschou var måske med en vis uret blevet udråbt som forhåndsfavorit her på siden. Faktum er, at hans forberedelse langt fra har været optimal. For nylig blev han far til sit tredje barn, og med fuldtidsarbejde ved siden af har det været svært at få klemt de rigtig lange løbeture ind i programmet.

”Min hverdag er forandret, og jeg har døjet lidt med benene. Så på den baggrund er jeg egentlig meget godt tilfreds, men Thijs skal have en stor cadeau for præstationen,” lød det fra Faurschou, der i en lang periode faktisk lå til en tid under 2:20, men tabte meget i tempo efter 30 km og sluttede i 2:24,30.

Kvindernes løb blev vundet af etiopiske Abebech Bulbula i 2:42,23, mens den danske mester skulle findes på 3. pladsen, hvor Sandra Hartvich Lorentzen fra Hechmann Mikkeller satte PR med 2:52,13 timer. Det skete bare to uger efter, at hun i Berlin Maraton var hurtigste danske kvinde.

DM / HCA Marathon – Odense d. 30. september
Mænd
1. Paul Katisha Matheka, Kenya 2:13,18 timer
2. Thijs Nijhuis, Viborg AM 2:19,42 PR – DM-guld
3. Jesper Faurschou, Herning LK 2:24,30 – DM-sølv
5. Guillermo Luis Ortega, Langgarverne 2:40,01 - DM-bronze
6. Frank Barrit, Esbjerg AM 2:40,21
Kvinder
1. Abebech Bulbula, Etiopien 2:42,23
2. Peris Jepkorir Kiprono, Kenya 2:48,20
3. Sandra Hartvich Lorentzen, HMRC 2:52,13 PR – DM-guld
4. Tine Rosengreen Pallisgaard, Næsby Motion 3:02,11 - DM-sølv
5. Stine Muldbak Andersen, Sparta AM 3:07,21 PR - DM-bronze
Alle resultater

© Copyright Dansk Atletik Forbund