Loading...

Siden dette billede blev taget, er der også kommet streger på banerne. Seks rundbaner plus en ekstra på langsiden. (foto: Adam Aisen)

Stadionindvielse

Atletikken i Herlev går en ny tid i møde

01. oktober 2018 · Jeppe Weinreich

I mange år fik Herlev Stadion lov til lige så stille at forfalde. Baneatletikken i byen sygnede hen, men takket være en stor indsats fra ledere med hjertet på rette sted er udviklingen nu vendt. Onsdag markeres det med indvielsen af et nyrenoveret atletikstadion.

Et banestævne i oktober markerer normalt afslutningen på en sæson. Når Herlev Løbe- og Atletikklub på onsdag (3/10) har arrangeret stævne, er det imidlertid begyndelsen på noget nyt. Der er nemlig tale om indvielsen af det nyrenoverede stadion med seks baner – i blåt - hele vejen rundt. Interessen for at deltage har været så stor, at arrangørerne før tid har måttet lukke for tilmelding i to af de fire udbudte discipliner.

Baneatletikken i Herlev så for få år siden ellers ud til at blive lukket ned. Det stadion, som i 1991 dannede ramme om Store DM, var blevet slidt og forsømt, nærmest ubrugeligt. Der var konkrete planer om at fjerne løbebanerne helt til fordel for byens Danmarksserie-hold i fodbold. Men sådan gik det heldigvis ikke.

”Det er kun lykkedes efter hård kamp. Det har været en lang rejse, men nu er vi i mål,” lyder det fra Stig Fog, der som far kunne se sin dreng flytte til en anden atletikklub. Det satte noget i gang.

Slidt bane
Sådan så der ud på stadion for bare to år siden.

”Stadionatletikken har sine udfordringer, og Herlev Atletik- og Løbeklub kunne let være endt som en ren motionsklub. Men det har vi fået ændret. I april havde vi én udøver, nu kommer der fast 30 børn for at dyrke atletik, og vi har fået klubbens mange motionister ind i masters-atletikken, så vi til holdturneringen i år kunne stille med to hold,” fortæller Stig Fog, fundraiser og kommunikatør i klubben.

Klubbens mangeårige formand, den tidligere eliteløber Peter Dall, har spillet en vigtig rolle i arbejdet med at få ændret kommunens planer. 3 mio. kr. har de bevilliget. Dall træder af som formand til februar, men han afleverer en klub, hvor der er grøde i atletikken.

Benjamin Gabrielsen tilbage, hvor det hele startede
Da den hjemlige elite allerede har lukket sæsonen ned, er det netop fortrinsvis masters-atleter og de helt unge, som er med ved åbningsstævnet. Undtagelsen er dog Benjamin Gabrielsen. Den 23-årige længdespringer fra Sparta topper årets rangliste med 7.87 meter, og når han har sagt ja til at springe, er det naturligvis fordi, at han startede med at dyrke ungdomsatletik i netop Herlev. Klubben har i tidens løb fostret mange andre talenter, med løbelegenden Henrik Jørgensen som det ubetinget største navn. I 80erne var Herlev Games et af de største ungdomsstævner herhjemme. Om noget lignende kunne ske igen, er uvist, men Stig Fog regner med, at der næste år i hvert fald vil blive afholdt et par stævner. Grønsværen er af kunststof nu, så der kan ikke kastes på stadion, men der arbejdes målrettet med at få etableret en kastegård udenfor stadion.

Åbne Klubmesterskaber i trekamp / Stadionindvielse - Herlev d. 3. oktober 2018
Mere information

Bane

(foto: Adam Aisen)

© Copyright Dansk Atletik Forbund