Loading...

Fra løbet i 2017. (Michael Hyllested)

Eremitageløbet

14.000 løbere fejrer jubilæumsfest i Dyrehaven

03. oktober 2018 · Jeppe Weinreich

Søndag den 7. oktober afvikles Eremitageløbet for 50. gang. Den særlige jubilæumsudgave har Wilson Kipketer som starter, mens de to forhåndsfavoritter blandt de 14.000 deltagere hedder Abdi Hakin Ulad og Syliva Kiberenge.

Når startskuddet på søndag lyder til den 50. udgave af Eremitageløbet, er det ingen ringere end Wilson Kipketer, der holder den rygende pistol. Danmarks mest traditionsrige løb, som satte hele motionsbølgen i gang herhjemme, fylder rundt, og det skal naturligvis fejres med manér. Meget passende bliver det også stedet, hvor Abdi Hakin Ulad – med startnummer 1 - snører konkurrenceskoene igen efter skuffelsen ved EM i Berlin, hvor han måtte udgå med en skade. Nok må den ufrivillige pause formodes at have taget toppen af den 27-årige Hvidovre-løbers form, men Abdi er fortsat favorit til at vinde løbet for femte gang på seks år.

"Det går fremad med bentøjet, faktisk bedre end forventet. Jeg er oppe på seks ture om ugen nu, så det bliver til omkring 60-100 km," fortæller Abdi.

Abdi
Abdi på vej mod sejren i 2017. Igen i år vil han have nr. 1 på brystet. Siden hans første sejr i 2013 er han kun blevet slået én gang - i 2014 af svenske Johan Larsson. (M. Hyllested)

Anna Emilie Møller, der i 2016 satte løbsrekord, ville meget gerne have været med til at fejre jubilæet, men hun flyttede for nylig til London for at studere et år, og da Annas debutløb for sit nye universitetshold falder samme dag, har hun måttet melde afbud. Dermed bliver der ikke noget af en ellers interessant duel mellem hende og dansk/kenyanske Sylvia Kiberenge. Sidstnævnte viste sidste weekend stor styrke ved ikke bare at sejre på 30-km-distancen ved det mindst lige så traditionsrige Lidingöloppet i Sverige, men også gøre det i ny løbsrekord. Sylvia vandt Eremitageløbet i 2015 og 2017 og kan altså vinde det for tredje gang i det, der for hende bliver en vigtig test før Frankfurt Marathon senere på måneden.

En folkefest
Eremitageløbet er dog først og fremmest en folkefest.  Med jubilæet er det samtidig lykkedes at vende den nedadgående kurve rent deltagermæssigt, så der forventes at komme 14.000 til start.

Det store felt sendes af sted kl. 11, men fem minutter før får 23 særlige løbere lov at ”tyvstarte”. Det drejer sig om de jubilarer, der på utrolig vis ikke har forsømt ét eneste af de 50 løb.

Journalist Peter Fredberg har om nogen været med til at gøre Eremitageløbet til det, som det er i dag. Han var ikke med ved de tre første udgaver af løbet, men har fra 1972 og frem til i dag dækket løbet for BT, selvom han egentlig er gået på pension. Den 13.3 km lange, stærkt kuperede rute kender han også indgående.

”Jo, jeg har selv gennemført Eremitageløbet 38 gange, men det blev efterhånden for meget, når jeg samtidig skulle dække løbet og lave de mange interviews,” lyder det fra Peter Fredberg, der ved løbet for to år siden blev hædret med en ærespris fra European Athletics.

Eremitageløbet d. 7. oktober 2018
Hjemmeside

© Copyright Dansk Atletik Forbund