Loading...

Fra start- og målområdet ved Moesgaard Museum. (© Erik Laursen / Aarhus Motion)

DM Lang Trail / Moesgaard Trail Run

DM Trail afvikles i spektakulært terræn

04. oktober 2018 · Jeppe Weinreich

Søndag er der DM Trail på lang distance. Det sker i terrænet omkring Moesgaard Museum syd for Aarhus, hvor der om et halvt år afvikles VM Cross. DM er i år indlagt i Moesgaard Trail Run, hvor der med 2000 tilmeldte for længst er udsolgt.

Når startskuddet til årets DM Trail på lang distance lyder søndag, sker det i samme område, hvor der om mindre end et halvt års tid afholdes VM Cross. DM afvikles i år nemlig i forbindelse med Moesgaard Trail Run, som Aarhus Motion arrangerer for tredje år i træk. Løbet er i år blevet certificeret af ITRA (International Trail Running Association), og mens der ved Moesgaard Trail Run løbes på 4, 8 og 12 km distancer, skal DM-deltagerne ud på 50 km.

Moesgaard Trail Run har været en født succes siden starten i 2016, hvor der med 1500 deltagere var udsolgt. Allerede sidste år øgede man til 2000 løbere, og det er samme tal igen i år. Flere er der ganske enkelt ikke plads til, og for at skabe bedre plads på stierne sender feltet af sted i ti grupper.

Ruten består af tre ”sløjfer” på hver 4 km, som stiger i sværhedsgrad.

”Vi har virkelig kunnet mærke en stigende interesse for trailløb. Alle kan være med på den første sløjfe på 4 km, og har man mod på at prøve yderligere en eller to sløjfer, så fortsætter man bare,” fortæller Birgit Schultz, kommunikations- og presseansvarlig i Aarhus Motion.

Trail
Vil man undgå alt for våde fødder, kan man nøjes med den første 4-km-sløjfe. (© Erik Laursen / Aarhus Motion)

Spektakulær start
Det store felt sendes af sted kl. 10, og på spektakulær vis går det første stykke af ruten over det græsbeklædte tag på Moesgaard Museum. DM-deltagerne (34 mænd / 18 kvinder + enkelte uden for konkurrence) sendes af sted allerede kl. 8.30, og efter de tre sløjfer venter der dem yderligere tre krævende omgange á 13 km.

Mesterskabet tjener også som et vigtigt iagttagelsesløb i forhold til næste års store udfordringer: VM Trail i Portugal i juni samt VM Bjergløb (lang distance) i Argentina til november. Landstræner Søren Rasmussen ser da også frem til søndagens dyst, hvor man specielt skal lægge mærke til Katrine Villumsen. Sparta-løberen er bosiddende i Schweiz og følgelig en sjælden gæst ved hjemlige løb. Hun vandt DM Kort Trail i Vejle sidste år, men mesterskabet på den lange distance bliver hendes første.

”Katrine Villumsen er på papiret den ubetinget højest rangerede danske kvinde i international sammenhæng. Mange af hendes bedste resultater er dog opnået i bjergene, som adskiller sig en del fra dansk trail-terræn. En mindre skade har ligeledes afholdt hende fra at forberede sig 100% til dette mesterskab, men hun er favorit – om end med forbehold,” vurderer Søren Rasmussen, der udover hende peger på den forsvarende mester Kristina Schou Madsen (Kolding Motion) samt Dorte Dahl (Blovstrød), der på trods af at have rundet de 50 år fortsætter med at imponere.

Mikkel Kleis trail-debuterer
Hos herrerne er den forsvarende mester, Peter Bech (Silkeborg OK), på plads. Bech vandt i januar på Bornholm også titlen på Kort Trail, men kan på søndag se frem til stærk modstand, ikke mindst fra sidste års sølvvinder, Christian Nørfelt (Blovstrød).

”I international sammenhæng rangerer Christian Nørfelt højere end Peter Bech, men sidstnævnte plejer at have overtaget, når de to mødes. Christian er dog uden tvivl stærkt opsat på endelig at få den titel. Jeg tror, at han lugter blod, og som jeg ser det, er det mere lige mellem de to end nogensinde før.”

Peter Bechs klubkammerat og bronzevinder fra 2017, David Stoltenberg, er en anden profil, der kan blande sig. Og så er der trail-debutanten, den lokale Mikkel Kleis (AGF), der tilbage i 2005 vandt DM på 1500 meter. Siden gik han op i distance og blev i 2010 dansk mester på maraton. Som 38-årig løb han ved CPH Half for nylig 1:09,21.

”Formen er stadig god, så han er bestemt en outsider, som måske kan snyde de andre,” lyder det fra Søren Rasmussen.

Med DM-start kl. 8.30 forventes den danske mester hos mændene i mål omkring kl. 12.

DM Lang Trail (50km) / Moesgaard Trail Run – 7. oktober 2018
Hjemmeside


DM Trail er et relativt nyt mesterskab, som første gang blev afviklet i 2015. Der dystes på en kort og lang distance ved to selvstændige DM.

Tidligere vindere af DM Lang Trail:
Julsø 2017: Peter Bech (Silkeborg OK) / Kristina Schou Madsen (Kolding Motion)
Allinge 2016: Jesper Noer (Blovstrød) / Laura Hulgaard (Viking)
Tejn 2015: Jesper Noer (Tejn IF) / Annemette Skov (Tejn IF)

© Copyright Dansk Atletik Forbund