Katrine Villumsen krydser målstrgen som første kvinde. (foto: Aarhus Motion)
Nørfelt og Villumsen løber med titlerne i Moesgaard
08. oktober 2018 · Jeppe Weinreich
I flot vejr og spektakulære rammer blev årets DM Lang Trail søndag afgjort.
Christian Grøn Nørfelt (Blovstrød) og Katrine Villumsen (Sparta) kunne søndag løbe ned ad det græsbeklædte tag på Moesgaard Museum som danske mestre i trail efter 50 km i stærkt kuperet terræn. De to seneste år har Nørfelt måttet tage til takke med sølv, men kunne nu endelig triumfere på den lange distance og dermed lægge en titel til samlingen, som også tæller guld på den korte distance tilbage i 2015.
Den forsvarende mester Peter Bech (Silkeborg OK) havde været syg i ugen op til løbet, men tog alligevel kampen op. Dagsformen viste sig dog at være for svækket, og efter godt 25 km måtte han udgå.
Nørfelt havde længe følgeskab af Magnus Højen (Viborg AM) og Mikkel Kleis (AGF). Sidstnævnte kæmpede bravt, men måtte slippe efter godt 30 km, mens Højen gav Grønfelt kamp til stregen og først på den sidste omgang måtte se sig slået med 50 sekunder. Viborg-løberen, der bor i Norge, fik med sølvmedaljen et gennembrud. Som årgang 1993 fik den hjemlige elite samtidig et tiltrængt frisk pust.
Top-3 hos mændene. (Aarhus Motion)
Hos kvinderne skuffede de to forhåndsfavoritter ikke. Katrine Villumsen løb på 1. pladsen ind i flotte 4:33,03 timer, mens sidste års vinder Kristina Schou Madsen (Kolding Motion) tog sølv godt fire minutter efter. Ligesom i mændenes løb gik bronzen til lokale AGF med Marianne Rohde i mål som nr. 3.
DM Lang Trail / Moesgaard Trail Run – Aarhus d. 7. oktober 2018
Mænd
1. Christian Grøn Nørfelt, Blovstrød Løverne 3:51,39 timer
2. Magnus Højen, Viborg AM 3:52,29
3. Mikkel Kleis, AGF 4:07,16
Kvinder
1. Katrine Villumsen, Sparta 4:33,03
2. Kristina Schou Madsen, Kolding Motion 4:37,13
3. Marianne Rohde, AGF 4:51,40
Resultater