Viking Atletik modtager 250.000 kr. fra foreningspuljen
01. november 2018 · Jeppe Weinreich
Den bornholmske klub er blot en af mange foreninger under DIF & DGI, som har fået del i den nyoprettede foreningspulje.
43 millioner kroner. Så meget uddeles der i 2018 via DIF & DGI’ foreningspulje, og det er nu kommet Viking Atletik til gode med et beløb på ikke mindre end 250.000 kr. Den bornholmske klub er med sine 1650 medlemmer faktisk den største forening under DAF, og den gavmilde donation er øremærket et bestemt indkøb, fortæller den glade formand, Claus Clausen.
”Pengene skal bruges til træningsudstyr både inden- og udendørs i forbindelse med de træningslokaler, som vi skal i gang med at bygge. Fra februar og frem til oktober næste år opføres en 480 m2 stor idrætsbygning, hvor vi kan lave al form for styrketræning, fitness, indendørstræning m.v. - ikke specifik atletiktræning, men al den alternative træning som er forbundet med vores idræt,” fortæller formanden for den alsidige klub, der ud over baneatletik kan tilbyde medlemmerne løb, fitness, stavgang, triatlon, orienteringsløb og cykling.
Fitness for Alle
Viking Atletik er blevet en del af ”Fitness for Alle” - et forsøgsprojekt, som rulles ud til næste år. Tre steder i landet er med – og dermed også Rønne, hvor klubben har adresse. 4 mio. kroner er kommet ind via fonde, og klubben selv har skudt et lignende beløb ind. Den kvarte million fra Foreningspuljen skal med andre ord gå til ”indholdet”.
”Vi tilbyder i dag fitness i nogle andre lokaler, men den bygning har vi solgt – med overtagelsesdato, når den nye bygning står klar (efter planen i oktober 2019, red.).”
Sådan kommer klubbens nye bygning efter planen til at se ud.
Foreningspuljen
DIF & DGI administrerer Foreningspuljen, som i 2017 afløste loven om automatmidler. I maj i år blev der åbnet op for de første ansøgninger, og pr. 22. oktober er 28 ud af de i alt 43 mio. kr. blevet uddelt til i alt 927 foreninger. Der ligger dog fortsat mange ansøgninger på bordet, som venter på behandling, lyder det fra DIF. I 2019 vil et tilsvarende beløb blive uddelt, så har man som klub endnu ikke søgt om midler, er det en god idé at sætte sig ind i ansøgningsproceduren (læs mere HER).