(foto: Sparta AM)
Copenhagen Marathon får bronze-label af IAAF
07. november 2018 · Jeppe Weinreich
Københavns årlige maratonløb er med en IAAF-certificering nu rykket op i det internationale hieraki.
Med tildelingen af et IAAF Gold Label har CPH Half siden 2017 tilhørt toppen af poppen inden for internationale landevejsløb. Nu er det dobbelt så lange Telenor Copenhagen Marathon også rykket op i det internationale hieraki. Det sker efter, at det internationale atletikforbund (IAAF) har tildelt det traditionsrige maratonløb en Bronze Label. Dermed er arrangørerne fra Sparta kommet i mål med en vigtig ambition. Maratonløbet er tilmed det eneste af sin slags i Norden med denne certificering.
Med udmærkelsen følger der også en forpligtelse til at overholde en række standarder, understreger IAAF-præsident Sebastian Coe i en pressemeddelelse udsendt af Sparta AM.
"Et IAAF Road Race Label gives til verdens førende landevejsløb. Et label er ensbetydende med, at arrangementet lever op til en række høje standarder, når det kommer til sikkerhed og oplevelsen for løberne. Label-etiketten tildeles også kun løb, hvor eliten holder højt niveau, og hvor der er en klar og tydelig guide til både atleter, fans og medier. Derudover skal løbet efterleve IAAF's konkurrenceregler, kommunen skal støtte arrangementet og arrangøren har en forpligtelse til at fremme sporten og tage konkrete skridt i den globale kamp mod doping," lyder det fra IAAF præsident Sebastian Coe.
Jubilæumsudgave
Når startskuddet til næste års løb lyder den 19. maj, er der samtidig tale om jubilæumsudgave nr. 40. Trods den forankrede tradition arbejdes der kontinuerligt med at udvikle løbet, fortæller Dorte Vibjerg, direktør i Sparta AM.
"Det er en cadeau, som vi sætter rigtig stor pris på, for det bekræfter os i, at vores løb holder et højt internationalt niveau, og at vi sammen med vores samarbejdspartnere har formået at udvikle eventen, som også tiltrækker flere og flere turister til glæde for hele hovedstaden. Vi har lavet en række tiltag de seneste år, hvor ruten blandt andet er blevet bedre og hurtigere, vi har fået en stærkere elite, og vores digitale service er helt i top, og det har virket," lyder det fra Dorte Vibjerg.
Tilmeldingen til Telenor Copenhagen Marathon d. 19. maj 2019 er åbnet - klik HER