Aldersrelateret TræningsKoncept (ATK), version 2.0
16. november 2018 · DAF Elitestab
Et helt afgørende element for Dansk Atletiks fremadrettede elitearbejde er, at vi har et langsigtet perspektiv i vores talentudvikling. Derfor er det også vigtigt, at vi viderefører vores decentrale talentudvikling, som baserer sig på principperne bag Aldersrelateret TræningsKoncept (ATK).
På denne baggrund kan vi nu melde ud, at vi ønsker at fortsætte konceptet med samlinger for inviterede/ udtagne unge atleter i ATK-målgruppen i Aarhus, Ballerup og Helsingør. Vi tror på, at disse regionale ATK-samlinger kan være med til at udvikle et helt særligt socialt fællesskab i atlet-gruppen, som på flere måder er vigtigt i et langsigtet perspektiv for talentudviklingen – i en så hård (konkurrence)sport som atletik er der brug for venskaber og gode relationer, når evt. modgang viser sig. Derudover skal samlingerne være med til at sætte fokus på vigtige tekniske og/ eller andre træningsmæssige udviklingsmål; derfor er det også vigtigt for ATK 2.0, at atleternes klubtrænere er med til samlingerne.
Hidtil har konceptet bestået af op til ni ATK-samlinger i perioden nov. – maj. Det har givet god mening, at der har været så mange samlinger i en implementeringsfase, men vi har også forståelse for, at det er mange weekender, som både atlet og træner skal prioritere i vintersæsonen. Derfor er planen i det videre forløb, at der skal være tre årlige ATK-samlinger i perioden jan. – april.
Fondsmidler
Derudover ønsker vi at sætte mere fokus på den personlige træners rolle for den decentrale talentudvikling. Skal vi lykkes med en langsigtet talentudvikling, så tror vi på, at vi skal gøre det ved at have dygtige trænere, som både kan udvikle atleterne teknisk/ fysisk og sætte rammerne for et motiverende træningsmiljø. I den forbindelse har DAF søgt nogle særlige fondsmidler som målrettes den gruppe af trænere, som fx træner målgruppen af ATK-atleter … og Dansk Atletik er lykkedes med at få en fondsbevilling til denne indsats! Mere specifikt vil vi have fokus på at give coaching og konkrete redskaber til såkaldt egen praksis i trænerrollen, og det går vi nu i gang med at beskrive nærmere mhp, at det skal komme talentfulde trænere til gavn hen over de næste to år. Nærmere info til trænerne om dette tiltag bliver annonceret til de første ATK-samlinger i det nye år.
Den videre planlægning ift. ATK 2.0 er som følger:
Summa summarum: Inden udgangen af okt. ’18 vil vi have vendt rammeplaner for de kommende ATK-samlinger med vores ressourcepersoner i Aarhus, Ballerup og Helsingør, og vi vil koordinere invitationer og evt. andet informationsmateriale.