De fire forhåndsfavoritter i front i kvindernes løb. (Lone Dybdal)
EM-kandidater viser form i Skanderborg
24. november 2018 · Jeppe Weinreich
Der blev budt på flotte og underholdende dyster ved lørdagens crossrunde i Skanderborg. Anna Emilie Møller snuppede sæsonens tredje sejr, mens Mikkel Dahl-Jessen hos mændene triumferede foran NM-sølvvinderen Peter Glans.
Skanderborg viste sig som et nyt, men godt bekendtskab i den danske crosssæson. Lørdagens 2. runde i Cross National blev således afviklet på en fin og afvekslende rute, og ikke mindst deltagerne kvitterede med gode og underholdende dyster i alle fire klasser.
Kvindernes imødesete løb var første punkt på programmet. Der blev lagt langsomt ud, og det betød, at den relativt ukendte Silkeborg-løber Line Brandt Pedersen uventet kunne føre løbet an på første omgang. Hurtigt fik de fire forhånds-favoritter Anna Emilie Møller (Blovstrød), Maja Alm (AGF), Simone Glad (Sparta) og Alberte Kjær Pedersen (AGF) dog skilt sig ud. Eneste, der kunne følge med, var Maria Larsen (Sparta). På den sidste omgang rykkede de to førstnævnte imidlertid fra, og først med godt 300 meter igen lykkedes det Anna Emilie Møller at hægte Alm af og vinde med seks sekunder. Det var Annas tredje sejr i fire crossløb denne sæson, men også det sidste inden EM om to uger, hvor hun i U23-klassen er dansk atletiks bedste bud på en topplacering. Maja Alm var godt tilfreds med 2. pladsen, hvor hun i forhold til NM var væsentlig tættere på Anna Emilie.
"Det gjaldt for os om at få knækket Alberte undervejs, for hende skulle vi ikke have med hjem. Men jeg er godt tilfreds. Jeg plejer ikke at være i så god form på det her tidspunkt af året, så det er nyt for mig," lød det fra Alm, der fredag fik at vide, at hun sammen med Caroline Wozniacki er to af de tre kandidater, som Team Danmark har indstillet til Kulturministerens Idrætspris.
Simone Glad leverede også et stærkt løb, mens den store overraskelse var Maria Ahm (Sparta) på 5. pladsen. Om præstationen udløser en aldeles uventet EM-udtagelse til den 20-årige løber, vil vise sig i næste uge. Interessant i EM-sammenhæng var der hele fire U23-løbere i top-6.
Trods en 2. og 4. plads til AGF løb Sparta med holdsejren. Fra venstre Maria Larsen (nr. 6), Simone Glad (nr. 3) og Maria Ahm (nr. 5). (Lone Dybdal)
Dahl-Jessen store dag
Mikkel Dahl-Jessen (AGF) skuffede en smule ved NM, men fik i dag revancheret sig. Han satsede stærkt fra start og fik skabt sig et forspring på seks sekunder efter den første omgang. Da han to km senere blev indhentet, kunne det se ud som om, at han havde forregnet sig, men nej: på den sidste omgang satte han endnu et ryk ind, som nærmeste forfølger, NM-sølvvinder Peter Glans (HMRC), ikke kunne svare igen på. Efter løbet - hvor Mikkel især viste stor styrke opad bakkerne - tøvede han ikke med at erklære sig i sit livs form.
"Underlaget var væsentligt hårdere end ved NM, og det passede mig rigtig godt. Det har naget mig lidt, at jeg i Reykjavik lige akkurat ikke var med på fire-mands-holdet, så det er virkelig en fed følelse at vinde i dag," lød det fra den 23-årige medicinstuderende, der kunne supplere sin SU med 1000 euro i 1. præmie.
Mikkel Dahl-Jessen i front på første omgang. Bag ham Jakob Dybdal, der var så uheldig at vrikke om til træning tirsdag. Han stillede alligevel op, men udgik efter godt 3 km. (Lone Dybdal)
Thijs Nijhuis (Viborg AM) kunne efter Glans tage en sikker 3. plads og med stor sandsynlighed dermed også en EM-billet, mens 20-årige Jonas Gertsen (Odense Atl.) på 4. pladsen igen understregede, at han har bidt sig fast blandt de bedste seniorer.
Kirk Kjeldsen sejrer igen
Drengene og pigerne i U20-klassen løb med samlet start, og for drengenes vedkommende var de tre første placeringer de samme som ved NM. Markus Kirk Kjeldsen (SAK77) løb igen overbevisende, men blev rigtig godt presset af 1900's Magnus Nyman Hall, som i mål kun var fire sekunder efter. De to talenter debuterede ved NM Cross, og kan om to uger meget vel få deres EM-debut. Overraskelsen i denne klasse var Joel Ibler Lillesø (Bagsværd AC), som kom ind på 4. pladsen. Som årgang 2003 er han dog for ung til at kunne komme i spil om en EM-plads. Sammen med Anton Østdal (nr. 3) og en tredje kammerat sørgede han for holdsejr til Bagsværd AC.
Markus Kirk Kjeldsen tager imod nr. 2 Magnus Nyman Hall efter et godt samarbejde undervejs. (Lone Dybdal)
Sikker sejr til Laura Valgreen
Ved 1. runde i Korsør måtte Laura Valgreen (Odense Atl.) se sig besejret af 14-årige Emma Kiplagat Kondrup (Kolding KFUM). I dag fik NM-sølvvinderen taget revanche efter et overbevisende løb, der lover godt for EM. Kiplagat kom ind ti sekunder efter, mens Sparta-løberen Sophie Søefeldt og Anna Mark Helwigh på 3. og 4. pladsen var klart foran AGF's Kristine Mygind Sørensen, som ved NM ellers var hurtigst af de tre.
Holdet til EM d. 9. december forventes at foreligge tirsdag i næste uge. 3. runde af Cross Nationals er i Aarhus d. 12. januar.
Cross Nationals 2. runde - Skanderborg d. 24. november 2018
Mænd - 8 km
1. Mikkel Dahl-Jessen, AGF 25:12 min.
2. Peter Glans, HMRC 25:15
3. Thijs Nijhuis, Viborg AM 25:19
4. Jonas Gertsen, Odense Atl. 25:24
5. Jacob Simonsen, AGF 25:44
6. Jens Søndergaard Jensen, AGF 25:49
Hold
1. AGF
2. HMRC
3. Herning LK
Kvinder - 8 km
1. Anna Emilie Møller, Blovstrød 29:39 min.
2. Maja Alm, AGF 29:45
3. Simone Glad, Sparta 30:05
4. Alberte Kjær Pedersen, AGF 30:31
5. Maria Ahm, Sparta 30:45
6. Maria Larsen, Sparta 30:53
Hold
1. Sparta AM
2. AGF
3. Blovstrød Løverne
Mænd U20 - 6 km
1. Markus Kirk Kjeldsen, SAK77 19:38
2. Magnus Nyman Hall, Aarhus 1900 19:42
3. Anton Østdal, Bagsværd AC 19:48
4. Joel Ibler Lillesø, Bagsværd AC 19:51
5. Elias Shifris, Viborg AM 19:55
6. Oliver Bjørslev, Aalborg AM 20:03
Hold
1. Bagsværd AC*
Kvinder U20 - 6 km
1. Laura Valgreen, Odense Atl. 22:39
2. Emma Kiplagat Kondrup, Kolding KFUM 22:49
3. Sophie Søefeldt, Sparta 22:52
4. Anna Mark Helwigh, Sparta 22:54
5. Kristine Mygind Sørensen, AGF 23:06
6. Anastacia Damm, Kolding KFUM 23:29
Hold
1. Sparta