Loading...

Simon Hansen - her ved DM 2016, hvor han som 18-årig vandt titlen på 200 meter. (Lone Dybdal)

Navne

Ventetiden er ovre for Simon Hansen

30. november 2018 · Jeppe Weinreich

Efter halvandet års pause er Simon Hansen igen klar til at løbe stærkt. Allerede lørdag åbner han den første låge i kalenderen med to starter i Göteborg.

Julekalenderen begynder som bekendt i morgen lørdag. For Simon Hansen gemmer der sig et par resultater bag lågen, som han med spænding har ventet på at lukke op. Den 20-årige sprinter gør nemlig comeback ved weekendens Julklappsjakten i Göteborg, hvor han vil teste formen på 60 meter og - for første gang nogensinde – 400 meter.

Bortset fra en tur på Aarhus 1900’s stafethold ved DT-finalen i september bliver der tale om hans første konkurrence, siden han i maj 2017 blev skadet. Det seneste halvandet år har dog ikke kun budt på ventetid for det store talent, der som bare 18-årig blev dansk seniormester på 200 meter. I august 2017 påbegyndte han et 4-årigt scholarship på University of Maryland. Han faldt hurtigt godt til på stedet, og der var pæne forventninger til den unge danskers debut i januar – ikke mindst fra hovedpersonen selv. Uheldigvis brækkede han i november en knogle i foden, med operation og længere genoptræning til følge, så også udendørssæsonen med start i april blev droppet. For at gøre skaden værre, havnede universitet i en uheldig krise grundet et dødsfald blandt en af skolens sportsudøvere (football). Simon blev anbefalet at tage hjem i et semester, og efter et halvt års god træning i Herning og Aarhus synes karrieren nu igen at være kommet på skinner.


Fra træningen i USA i november 2017, umiddelbart inden skaden.

Feedback på formen
”Ja, det har jeg ventet længe på. Starten i morgen skyldes dog, at min amerikanske træner gerne vil have noget feedback på, hvordan min form er lige nu. Planen er at tage tilbage i januar. Min første amerikanske start ligger endnu ikke helt fast, men formentlig bliver det Terrapin Invitational (18-19. januar, red.).” fortæller Simon.

”Fokus i grundtræningen har været på at bygge op på alle parametre, så overordnet set er jeg i utrolig god form. Der mangler dog stadig lige de sidste 10%, som forhåbentligt kommer, når træningen bliver mere specifik i december og januar. Jeg har kun haft tre deciderede sprint-pas, ellers har fokus ligget på de længere intervaller - som aldrig har været bedre. Så, ja, det bliver lidt spændende at se, om der er fart i benene - men det virker sådan.”

Simon Hansen er eneste danske eliteatlet til start i Friidrottens Hus, men han er bestemt ikke alene om at repræsentere Dansk Atletik. Traditionen tro har flere jyske klubber – ikke mindst Aalborg AM og SAK77 - valgt at få en god weekend ud af det og samtidig taget hul på indendørssæsonen.

Julklappsjakten - Göteborg d. 1.-2, december
Hjemmeside

© Copyright Dansk Atletik Forbund