Loading...

Det bronzevindende juniorhold fra Hyères 2015. Fra venstre de indbyrdes nr. 1-2-3-4-5. De tre hurtigste fra holdet er med igen tre år efter - nu i U23-klassen. (foto: Kjeld Vigestad)

EM Cross

EM-historik

07. december 2018 · Jeppe Weinreich

Mens de første 21 udgaver af EM Cross kun har budt på én dansk medalje, har der været to af slagsen de seneste tre - begge gange med Anna Emilie Møller involveret.

Carsten Jørgensens sejr i portugisiske Oeiras 1997 står stadig som det lysende højdepunkt i dansk crosshistorie. Pudsigt nok var det også året, hvor Anna Emilie Møller kom til verden. Netop hun som sammen med tre andre juniorpiger endte 18 års medaljetørke ved i Provence 2015 at vinde bronze i U20-klassen. Året efter løb Anna sig til individuelt sølv i samme aldersklasse, og her to år efter er hun tæt på at være i sit livs form og ligner igen et godt bud på en dansk medalje, denne gang i U23-klassen, hvor Danmark stiller med fuldt hold (seks løbere).

De to medaljer i '15 og '16 var kulminationen på en lang opgang inden for dansk cross. 00'erne var nogle fattige år, hvor der i flere tilfælde kun var én deltager med til EM Cross. Til sammenligning deltog 34 danske løbere i Slovakiet i fjor, mens dette års hold med 28 er det historisk næststørste. Mesterskabet i Tilburg er samtidig det hidtil største med over 600 deltagere i de syv klasser.

Hold (1)
Det danske herrehold blev i fjor en flot nr. 6 foran Sverige og Norge. Et resultat, som kun overgås af 5. pladsen i 1997. Med undtagelse af Jesper Faurschou, der erstattes af Jacob Simonsen, er holdet det samme i år.

Bruxelles 2008 var sportsligt et lavpunkt. Her debuterede Niels Kim Hjorth som holdleder, og han var herfra medvirkende til, at dansk cross støt og roligt blev bygget op med større hold for hvert år, og af statistikken nedenfor ses det tydeligt, at resultaterne ikke udeblev. Efter en periode på ti år er Hjorth nu afløst af Lars Lindstrøm, som skal føre det danske hold frem mod VM Cross på hjemmebane. Lindstrøm fik en fornem debut som holdleder ved NM, som var det hidtil bedste for Dansk Atletik. Og ved afrejsen fredag kunne han melde, at ingen af de 28 udtagne løbere er faldet fra i svinget med skader eller sygdom.   

 

25th European Cross Country Championships - Tilburg (NED) 9. dec. 2018
10:45 Kvinder U20 - 4.3 km
11:05 Mænd U20 - 6.3 km
11:35 Kvinder U23 - 6.3 km
12:05 Mænd U23 - 8.3 km
(12:38 præmieoverrækkelse U20 & U23)
13:35 Kvinder - 8.3 km
14:10 Mænd - 10.3 km
14:55 Mixed Relay

Ruten
EM afholdes i dyreparken "Safari Resort Beekse Bergen". Ruten (se nedenfor) består af to forskellige runder med enkelte små bakker på hhv. 1000 (rød) og 1500 meter (sort) samt en sidste omgang på 1300 meter (sort/blå). Underlaget er jord/sand, mens opløbet er på græs.


TV

Løbet streames live på www.european-athletics.org - NRK2 sender desuden 11:00-11:30 & 13:30-14.55)

 

EM rute

 

De bedste danske placeringer ved EM Cross (afholdt siden 1994)

Individuelt
1997 GULD - Carsten Jørgensen - M
2016 SØLV - Anna Emilie Møller - K-U20
1996 Nr. 4 - Carsten Jørgensen M
1998 Nr. 5 - Carsten Jørgensen M
2014 Nr. 6 - Anna Emilie Møller K-U20
2017 Nr. 7 - Anna Emilie Møller K-U23
2015 Nr. 8 - Anna Emilie Møller K-U20
2017 Nr. 8 - Alberte Kjær Pedersen K-U20
2011 Nr. 9 - Morten Munkholm M
2015 Nr. 10 - Peter Glans M-U23
2016 Nr. 11 - Abdi Hakin Ulad M
2011 Nr. 11 - Abdi Hakin Ulad M-U23
2014 Nr. 11 - Alberte Kjær Pedersen K-U20
2015 Nr. 12 - Abdi Hakin Ulad - M
2010 Nr. 12 - Maria Sig Møller K
2015 Nr. 12 - Maria Larsen K-U20

Bedste holdplacering i de syv klasser
Kvinder U20 - BRONZE 2015
Mænd - Nr. 5 1997
Kvinder - Nr. 6 2014
Mænd U20 - Nr. 6 1995
Mænd U23 - Nr. 6 2012
Kvinder U23 - Nr. 7 2017
Mixed Relay - Nr. 10 2017

Flest EM-optrædener
10 Jesper Faurschou (2002-2017)
10 Thijs Nijhuis (2009-2018)
9 Anna Holm (2002-2017)

U20 på programmet siden 1996
U23 siden 2006
Mixed relay siden 2017

(* Tak til Per le Fevre for bidrag med statistik)






 

© Copyright Dansk Atletik Forbund