Anna Emilie Møller ved EM Cross. Den 12. januar møder hun igen den tyske sølvvinder Anna Gehring (tv) - denne gang som holdkammerat. (DECA Text&Bild)
Anna Emilie Møller udtaget til Europa-holdet
14. december 2018 · Jeppe Weinreich
Den 12. januar er det igen blevet tid til den årlige cross-dyst mellem Europa, USA og Storbritannien. Med på Europas hold er Anna Emilie Møller.
Det kører bare for Anna Emilie Møller. Lørdag blev hun kåret som Female Athlete of November af European Athletics, og dagen efter vandt hun U23-europamesterskabet i cross. Fredag fulgte så udtagelsen til Europa-holdet ved det årlige crossløb i Skotland, hvor USA, Europa og Storbritannien dyster. Løbet finder sted den 12. januar, men hvor det normalt har været afholdt i Edinburgh, er det i år flyttet til Stirling.
Det er ikke første gang, at Anna er udtaget til Europa-holdet. Hun deltog både i 2015 og 2016, hvor det begge gange blev til en 3. plads i U20-klassen. Ved årets Simply Great Stirling XCountry løber hun for første gang i seniorklassen, hvor hun er på hold med tre andre europæere, blandt andre tyske Anna Gehrling, som hun spurtbesejrede i søndags. De to andre på Team Europe er Cross EM-6'eren i seniorklassen Elena Burkard (GER) samt Anna Gosk (POL). Anna har denne sæson løbet fem cross-løb og vundet de fire. Kun i spanske Soria måtte hun i sidste måned nøjes med en 2. plads - efter en kenyaner.