Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2018 > Kultministerens Idraetspris 2018
Karsten Munkvad modtog som formand for Dansk Atletik i december 2014 Kulturministerens Idrætspris
Dansk Atletik indstillet til Kulturministerens Idrætspris
23. november 2018 · DAF
I 2014 tildeltes Dansk Atletik Kulturministerens Idrætspris for VM Halvmaraton, og i 2016 ledte Skole OL til yderligere en nominering. Nu er forbundet nomineret for såvel indsatsen for antidoping og fairplay som for afholdelsen af 'Royal Run'
Når kulturminister Mette Bock den 10. december uddeler 'Kulturministerens Idrætspris' er det med Dansk Atletik som dobbelt nomineret.
Danmarks Idrætsforbund har således indstillet 'Royal Run' med henvisning til "skabelsen af en folkefest i forbindelse med Kronprinsens 50-års fødselsdag. Arrangementet tiltrak stor opmærksomhed, og rigtig mange danskere løb deres første motionsløb på denne dag. Arrangementet formåede på en inkluderende og festlig vis at sætte Danmark i bevægelse."
'Royal Run' arrangeredes i et samarbejde mellem Dansk Atletik, DIF og DGI.
Antidoping og fairplay
Derudover er Dansk Atletik også indstillet af Anti Doping Danmark, som i sin indstilling blandt andet anfører: "DAF har i 2018 – og i årene forud herfor i øvrigt – i både tale og handling konsekvent stået for en meget tydelig linje i forhold til at kæmpe de rene atleters sag ved at bekæmpe doping i atletiksporten.", og har med henvisning til bl.a. Skole OL's fairplay løfte også betonet forbundets indsats for "uddannelsen – og dannelsen – af kommende generationers idrætsudøvere og dermed til idrættens integritet".
Relevans er altid et mål
Formand for Dansk Atletik, Karsten Munkvad er naturligvis glad for indstillingerne. "Fire nomineringer på 5 år er meget usædvanligt. Og det er jo et tegn på, at det vi laver ikke er ligegyldigt. Vi har længe arbejdet med et overordnet mål og ønske om trods såvel lands som forbunds lidenhed at være relevante for vores omgivelser. Jeg tager årets to nomineringer som et tegn på, at vi ikke har ramt helt forbi."
Formanden understreger samtidig, at især indstillingen fra Anti Doping Danmark luner. "Vi har ofte, især tidligt i forløbet om Rusland, stået lidt alene i vores kritik af tingenes tilstand, og det har ikke været sjovt hele vejen", siger formanden, som bl.a. fremhæver det danske bud på VM Halvmaraton 2018; et bud, som forbundet trak grundet korruptionen i det daværende IAAF. "Det var kontroversielt og ikke lige populært alle steder - vi tolker nomineringen som, at vi ikke var helt galt afmarcheret".
At atletikken i de senere år har sat sit tydelige præg på uddelingen understreges af, at hækkeløberen Sara Slott Petersen modtog prisen i 2016; en hæder Kulturministeren begrundede således: "Du har også formået at kombinere det at være eliteatlet med at være mor og studerende. Du er en meget stor inspiration og en kæmpe rollemodel. Tak til dig fra hele Danmark".
Idrætsprisen uddeles den 10. december. Se liste over de nominerede her