Universiaden vender tilbage til Europa - kvalifikationskriterier foreligger nu
09. januar 2019 · Jeppe Weinreich
Napoli er i juli måned vært for den 30. udgave af Universiaden.
Juli er en tætpakket måned i ulige år, hvad internationale ungdomsmesterskaber angår: EM-U20, EM-U23, European Youth Olympic Festival - og så Universiaden. Sidstnævnte finder i 2019 sted i Napoli, og det er første gang i ti år, at den er placeret på europæisk breddegrad (i 2021 rykker den igen østpå - til Chengdu i Kina). Det kunne derfor forventes, at det vil betyde en større dansk delegation, men den kommer næppe til at blive så stor som i Taipei 2017, hvor 34 danske atleter var udtaget; dels er kvalifikationskravene skærpet i forhold til tidligere år, dels er den øvre aldersgrænse sat ned fra 28 til 25 år (årgang 1994 til 2001), og endelig kan den for visse udøvere komme til at kollidere med EM-U23, som finder sted samtidig i Sverige.
Under alle omstændigheder foreligger nu kvalifikationskravene samt andre udtagelseskriterier. Andreas Jeppesen (holdleder) og Thijs Nijhuis - begge selv tidligere Universiade-deltagere - samt Jens Bundgaard fra Aarhus Universitet (idræt) er kontaktpersoner. Læs mere HER.
De seneste værtsbyer
2017 Taipei, Taiwan
2015 Gwangju, Sydkorea
2013 Kazan, Rusland
2011 Shenzhen, Kina
2009 Beograd, Serbien
2007 Bangkok, Thailand
2005 Izmir, Tyrkiet
2003 Daegu, Sydkorea
2001 Beijing, Kina