Kristoffer Thomsen ved DM-inde 2018. (Lone Dybdal)
I Joachim B. Olsens fodspor
10. januar 2019 · Jeppe Weinreich
Den danske mester i kuglestød er faldet godt til i Fargo, North Dakota, hvor han de næste fire år skal studere - og ikke mindst støde kugle. Efter lovende 18.56 meter for en måned siden venter lørdag den egentlige debut.
Af de mange signings, som danske talenter de seneste år har gjort med de amerikanske universiteter, synes Kristoffer Thomsens at være en af de mere interessante. Ikke kun fordi Aarhus 1900-atleten - der i august begyndte på North Dakota State University - er den eneste kaster i den danske koloni, men også grundet hans favoritdisciplin. Det var som bekendt netop i kuglestød, at Joachim B. Olsen i starten af nullerne brugte USA som springbræt til en glorværdig karriere. Potentialet til at blive den næste dansker over de magiske 20 meter synes til stede hos Thomsen, der de seneste år har forbedret sig med godt en meter om året - senest til de 19.03 meter ved DMU-inde sidste vinter. Fire år har han til at nå målet i USA, og han er allerede faldet godt til i sin nye hjemby Fargo, som er North Dakotas største by.
"Jo, det går godt. Det første halve år boede jeg på campus, men nu har jeg fået min egen lejlighed, dog stadig i gåafstand fra universitet. Det har helt sikkert levet op til mine forventninger. Det er virkelig et fedt set-up," fortæller han over over telefonen.
Skulle nogen nære en fordom om, at kuglestødere på college kun løfter vægte og knap nok åbner en bog, ja så bliver den bragt til skamme.
"Der er styr på tingene og faktisk meget fokus på det uddannelsesmæssige. Det er meget holdagtigt, man hjælper hinanden og går meget op i at få gode karakterer. Selvfølgelig har jeg fået mit scholarship, for at jeg skal støde langt, men man går som sagt meget op i uddannelsen. Der er stor forståelse for, at begge dele er vigtigt, og så er det en kæmpe faktor, at jeg ikke længere har mit fuldtidsarbejde ved siden af," fortæller Thomsen, der tidligere arbejdede som pedel på Ceres Park, men nu læser til maskiningeniør - Mechanical Engineering.
18.56m i debuten
I al ubemærkethed debuterede han allerede i starten af december med et stød på 18.56 meter. Trods karrierens fjerde bedste resultat var han ikke tilfreds.
"Nej, men vi er stadig inde i en hård grundtræning, og jeg føler, at jeg har mere i mig, når jeg kommer lidt ovenpå. Målet for denne vinter er 19.50 meter, og det tror jeg bestemt på. Det er typisk den længde, der skal til for at komme til NCAA finalen i marts (top-16 er kvalificeret, red.)."
Trods de 18.56 måtte han se sig klart besejret af sin jævnaldrende holdkammerat Payton Otterdahl, der med 21.31 meter stødte sig til tops på årets verdensrangliste.
"Otterdahl er virkelig dygtig. Det er én jeg ser op til, men det er også fedt og motiverende at træne med ham og se, at han trods alt også kun er et menneske. I Aarhus har jeg været vant til at være den stærkeste rent fysisk, men her er der ikke en eneste træningsøvelse, hvor jeg er bedst. Det kan jeg faktisk godt lide. Det gør, at jeg giver mig selv ekstra."
Klimaet i North Dakota er udpræget fastlandsklima med somre på 40 grader og vintre, hvor temperaturen kan klemme sig ned på det samme i minus.
"Lige nu er her vel minus 18 grader. Og når det blæser lidt, føles det som minus 26, så det er koldt."
Fargo ligger på grænsen til Minnesota. En stat, som sammen med North Dakota er stærkt præget af de skandinaviske emigranter, som bosatte sig på egnen i det 19. århundrede.
"Så jeg har egentlig ikke oplevet den store kulturforskel - bortset fra, at alle kører rundt i nogle store trucks og går meget op i football."
For at integrere sig godt har Kristoffer derfor anskaffet sig en stor, firehjulstrukket van."
"Jo, de ville nok kigge lidt, om jeg kom kørende i en Fiat Punto," ler den store kaster, der får sin rigtige debut lørdag ved Thundering Herd Classic på den nye hjemmebane i Fargo.
Flere andre danskere kommer i aktion i weekenden. Florida Gators og Benjamin Lobo Vedel åbner dog først sæsonen ved næste weekends Clemson Invitational.
Danske college-atleter
Junior
Kristian Uldbjerg (Aalborg AM) - "New Mexico Lobos" - Albuequerque
Josephine Thestrup (Sparta) - "Butler Bulldogs" - Butler, Indiana
Josephine Brysting (KIF) - "San Francisco Dons" - Californien
Sophomore
Benjamin Lobo Vedel (Aalborg AM) - "Gators" - Gainesville, Florida
Kristoffer Hari (Hvidovre AM) - "Razorbacks" - Fayetteville, Arkansas
*Kristian Holm Jensen (1900) - "Owls" - Temple Uni. - Philadelphia, Pennsylvania
*Anton Harrsen (1900) - "Owls" - Temple Uni.
Helene H. Gottlieb (Holte) - "Owls" - Temple Uni.
Anne Sofie Kirkegaard (Sparta) - University of Texas (Austin)
Freshman
Thomas Sand Nielsen (AK Holstebro) - "Jaguars" - Uni. South Alabama (Mobile)
Kristoffer Thomsen (Aarhus 1900) - "Bison" - Fargo, North Dakota
Mia Helene Mørck (Bagsværd AC) - "Huskers" - Lincoln, Nebraska
*Temple Uni. har for mændenes vedkommende kun cross på programmet.
Nye signings fra sæsonen 2019/2020
Thea Jensen (Hvidovre AM) - Florida Gators
Anna Mark Helwigh (Sparta) - Villanova (Pennsylvania)
Sophie Søefeldt (Sparta) - San Francisco Dons
Olivia Thorsgaard (Sparta) - Grand Canyon, Arizona
Andre navne
Nicolai Hartling (Sparta) - West Texas A&M (Canyon)
- netop startet på en 2-årig masters (foreløbig kun startret i NCAA for et år)
Simon Hansen (1900) - Uni. of Maryland (College Park)
- begyndte allerede i sidste sæson, men er p.t. i Danmark. Forventes at genoptage sit scholarship efter sommerferien
Sofie Albrechtsen (1900) - Uni. of Minnesota (Minneapolis)
- er i gang med sit fjerde og sidste år, men er ikke længere tilknyttet atletikholdet
(for fejl eller mangler: skriv venligst til jeppe@dansk-atletik.dk)