Holdleder for kvinderne, Kersti Jakobsen, står som nr. 2 fra venstre, mens Maja Alm og Anna Emilie Møller ses som hhv. nr. 4 og 5 fra højre på bagerste række. (Jens Møller)
Team Europe giver briterne brexit - med Anna på fornem 3. plads
12. januar 2019 · Jeppe Weinreich
Med en margin på 29 point genvandt Europa trofæet ved lørdagens imødesete dyst i Stirling.
Lørdagens crossdyst i Skotland endte med en knusende suveræn sejr til Europa, som havde Anna Emilie Møller og Maja Alm med på holdet. Selvom førstnævnte for en sjælden gangs skyld ikke vandt, understregede den 21-årige Blovstrød-løber med en 3. plads i kvindernes løb sin internationale klasse. Og hun fik for første gang i år målt sig med de bedste; hun var oppe imod fire top-10 løbere fra EM Cross - og fik slået to af dem. Kun tyske Elena Burkard og briten Charlotte Arter - hhv. nr. 6 og 7 ved EM - var en tand bedre, helt præcist ti og fem sekunder. Burkard løb i sommer 15:12,17 på en 5000 meter, så det var en ganske stærk løber, som Anna havde som holdmakker.
Det var ellers briterne, som fra start tog initiativet, og allerede på den anden af de i alt fire omgange lykkedes det Charlotte Arter (GBR) at gå alene i spidsen. Stille og sikkert blev hun dog indhentet af Burkard, mens Anna hele tiden lå på en 3. plads uden mulighed for at lukke hullet. Til gengæld var hun i mål klart foran sølvvinderen fra EM-U23, tyske Anna Gehring. Maja Alm leverede også en fin indsats med en 10. plads ud af de i alt 18 løbere.
Mens Europa altså vandt kvindernes løb, måtte mændene se sig slået af USA i et stærkt underholdende løb, hvor det lykkedes USA's Hillary Bor at vinde for andet år i træk - på trods af, at han undervejs mistede et par sekunder, da han drejede forkert.
Tingene var allerede afgjort før den afslutttende stafet (mixed relay), men her fik publikum trods alt lidt at glæde sig over, da skotske Laura Muir løb en suveræn britisk sejr hjem. Stafettens U20-klasse tog Europa sig af, og dermed blev den endelige sejr udbygget til et forspring på 29 point ned til briterne.
Simplyhealth Great Stirling XCountry - Stirling (SCO) d. 12. januar 2019
Kvinder 6 km
1. Elena Burkard Europa/GER 20:01 min.
2. Charlotte Arter GBR 20:06
3. Anna Emilie Møller Europa/DEN 20:11
10. Maja Alm Europa/DEN 20:26
Hold
1. Europa 17 point
2. Storbritannien 19
3. USA 50
Samlet (fire klasser: mænd, kvinder + mixed relay senior & U20)
1. Europa 55
2. Storbritannien 84
3. USA 90 point
Hele transmissionen kan ses her: