Mathilde U. Kramer (tv) ved Nordenkampen 2018. (DECA Text&Bild)
Kramer sparker sæsonen ind med et brag: DANSK REKORD 7,36!!
13. januar 2019 · Jeppe Weinreich
I sæsonens første start fik FIF-sprinteren omsider ram på Lene Demsitz' danske rekord fra 1988.
Hvis sprintere plejer at skulle bruge nogle stævner, inden de for alvor kommer op i gear, ja så bliver 2019 en drømmesæson i dansk atletik. Mathilde U. Kramer behøvede nemlig kun én start, da hun lørdag åbnede sin sæson ved Sprinterträffen i Lund; så var Lene Demsitz' danske rekord på 60 meter - sat i Rødovre Hallen i januar '88 - nemlig slettet fra rekordbøgerne, slået med to hundrededele af et sekund. 7,38 sek. lød Kramers vindertid på i det indledende heat 2.
Mens den tidligere rekord altså fik lov til at stå i 31 år og to dage, levede den nysatte rekord i sølle halvanden time. For i den efterfølgende finale sejrede den 25-årige FIF-sprinter nu i 7,36 sek.
"Jeg er selv meget overrasket, for jeg var skadet i efteråret (turf toe - knogletilvækst i den ene tå, red.) og havde 4-6 uger uden løbetræning. Derfor har jeg måttet tænke alternativt, og her har jeg fået arbejdet med mine svagheder. Til træningen mod drengene i klubben har jeg på det seneste godt kunnet mærke, at jeg løb stærkt, så derfor besluttede vi os sidste weekend for at åbne sæsonen lidt tidligere," fortæller den 25-årige sønderjyde, der i 2017 skiftede fra Aabenraa IG til Frederiksberg IF, men i alle årene har haft samme træner, Poul Beck.
EM-klar
Kramers seneste start på 60 meter var ved VM-inde i marts sidste år, som hun kom med til via et wildcard. Her kvitterede hun med de 7,43 sek., som hendes PR før i dag lød på. Med dagens tid behøver hun ikke længere noget wildcard. Kravet til EM-inde i Glasgow (1-3. marts) lyder således på 7,42 sek.
"Mit første mål i år har været at få klaret kravet, så jeg kan spare min fod for for mange stævner. Jeg regner ikke med, at det er den sidste rekord denne sæson," siger Kramer, der til sommer håber at kunne få ram på en endnu ældre rekord, den på 100 meter, som med 11,42 sekunder har stået siden VM i 1983.
"Det tror jeg virkelig på. Det er et helt andet niveau, jeg rammer nu. Det er lidt overvældende."
Dagens forbedring er til at tage at føle på. På sidste års europarangliste er det forskellen mellem en placering som en delt 43. eller 80. plads.
Med EM-billetten i hus er planen nu kun at have tre starter inden EM: Pallasspelen om to uger, Nordenkampen i Oslo den 10/2 samt DM i Skive (16-17/2).
Historisk dag
På 2. pladsen i Lund sørgede Astrid Glenner-Frandsen for et andet opsigtsvækkende resultat, da hun med en kæmpe PR-forbedring til 7,50 sek. (7,54s i indl.) strøg ind som nr. 5 på alle tiders rangliste. Astrid var med til EM i Berlin, men kom ikke i aktion på det succesfulde 4x100 meter hold. Det gjorde til gengæld Louise Østergård (R. Freja), der lørdag i Skive forbedrede sig til 7,57 sek., og dermed blev der på en forrygende og atletikhistorisk lørdag i dén grad ryddet op på alle tiders top-8, som nu ser således ud:
Alle tiders top-8 / 60 meter kvinder
Mathilde U. Kramer (FIF) 7,36 - Lund SWE 2019
Lene Demsitz (Sparta) 7,40 - Rødovre 1988
Dorthe Rasmussen (FIF) 7,42 - Stockholm SWE 1984
Christina Schnohr (Sparta) 7,47 - Malmo SWE 2001
Astrid Glenner-Frandsen (KIF) 7,50 - Lund SWE 2019
Mette Graversgaard (1900) 7,56 - Reykjavik ICE 2017
Sille Søndergaard (Sparta) 7,57 - Göteborg SWE 2000
Louise Østergård (R. Freja) 7,57 - Skive 2019
Resultater 12. januar
Sprinterträffen - Lund (SWE)
60 meter kvinder A-finale
1. Mathilde U. Kramer, FIF 7,36 sek. DANSK REKORD (indl. 7,38 DR)
2. Astrid Glenner-Frandsen, KIF 7,50 sek. PR (indl 7,54s PR)
60 meter hæk K
1. Mathilde Heltbech, Helsingør IF 8,63 sek. SB
2. Thea Haahr, Sparta 8,77 sek. PR
Resultatliste
Indestævne - Skive
60 meter kvinder A-finale
1. Louise Østergård, Randers Freja 7,57 sek. PR (indl. 7,59s PR)
2. Fredrikke Dam Larsen, Randers Freja 7,79 sek. PR
60 meter mænd A-finale
1. Kojo Musah, 1900 6,93 sek. (indl. 6,89s SB)
800 meter kvinder
1. Mathilde Diekema, Aarhus 1900 2:10,86 min. (inde-)PR
2. Freja Wærness, Aalborg AM 2:11,41 (inde-)PR
3. Emma Kondrup Kiplagat, Kolding KFUM 2:11.90 (DUR15)
Resultatliste