Henrik Jørgensen på vej mod sejren ved et hollandsk halvmaratonløb i januar 1986. ( © Rob C. Croes / Nationaal Archive)
Alt, alt for tidligt: Henrik Jørgensen er død
27. januar 2019 · Jeppe Weinreich
Den danske løbelegende faldt lørdag middag om af et hjertestop under en af sine daglige løbeture. Med hans bortgang har Dansk Atletik mistet et af sine allerstørste navne.
Det skulle bare være en af hans daglige løbeture på 10 km, men turen fra hjemmet på Bornholm lørdag middag blev hans sidste. Henrik Jørgensen – vinder af London Marathon 1988 og den nyere tids største danske langdistanceløber – faldt undervejs om af et hjertestop. Kun 57 år gammel nåede Henrik Jørgensen at blive. I sin glorværdige karriere satte han flere danske og nordiske rekorder og deltog bl.a. på maraton ved OL i både ’84 og ’88. Hans 2:09,43 fra London Maraton 1985 stod som nordisk rekord i over 30 år - og er fortsat en dansk rekord, som ingen siden har været i nærheden af. Det samme gælder hans løbsrekord fra Eremitageløbet.
Løbemæssigt brød han flere grænser herhjemme. Han var den første dansker til at løbe en 10000 meter under 28 minutter, en 5000 meter under 13:30 min., ligesom at hans enorme træningsmængde var grænsebrydende. Han var også den første løber herhjemme, der rent faktisk kunne leve af det. De seneste år arbejdede han som ambassadør og guide for Albatros, der arrangerer rejser til verdens store maratonløb.
"For mig var Henrik den største. I 80'erne holdt de danske maratonløbere et historisk højt niveau, men Henrik stak alligevel ud. Et utroligt talent med en enestående tilgang til sporten. Det er svært at fatte, at han nu er død. Det er alt for tidligt," lyder det fra formand i Dansk Atletik, Karsten Munkvad.
Henrik Jørgensen startede karrieren som dreng i Herlev IF, inden han fik karrierens bedste år i Københavns IF. Han efterlader sig sin hustru Mette Holm samt deres fælles datter, Anna Holm, der er løbet i forældrenes fodspor og bl.a. deltog på maraton ved OL i Rio.
En stolt far ved Frankfurt Marathon 2015, hvor datteren Anna Holm klarede OL-kravet. (privatfoto)
Så sent som sidste år var den løbeglade familie sammen til London Marathon, hvor Henrik i forbindelse med 30-året for hans sejr blev hyldet. Den britiske metropol havde på ingen måde glemt den legendariske danske løber med pandebåndet og det lange hår.
”Det er livet for mig at bevæge mig, og det vil jeg gøre, lige indtil jeg falder om,” udtalte han til TV 2, der fulgte ham i forbindelse med turen til London.
Anna Holm havde fået startplads i elitefeltet i London, men måtte grundet en skade melde fra.
”Han var min mors og min store livsstøtte i ét og alt. En klippe i vores liv. Det er et chok og en stor sorg, men vi føler også taknemmelighed over, at han skulle dø, mens han gjorde, hvad han elskede: at løbe.”
Henrik Jørgensen
f. 10. oktober 1961 – d. 26. januar 2019